Lisbeth Riisager er cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).
MAN HAR LOVGIVET imod kvaksalveri og lægelig forsømmelighed i Danmark lige siden 1794. Det har man gjort for at beskytte patienterne så godt som muligt imod uvederhæftig, svindelagtig eller uforsvarlig behandling.
Som datter af en nu pensioneret praktiserende læge og en ditto sygeplejerske er jeg vokset op med stor respekt for fagviden og en forventning om, at den øverste sundhedsmyndighed, Sundhedsstyrelsen, såvel som de enkelte læger agerer på baggrund af solid evidens. Som sådan er jeg normalt enig med læger, der siger, at det ikke skal være op til politiske afstemninger, hvordan man skal diagnosticere og behandle patienter.
Men hvordan skal man forholde sig til det, hvis patienter på bestemte sygdomsområder oplever diagnosticeringen og behandlingen som værende direkte skadelig, og hvis man kan betvivle, at Sundhedsstyrelsen rent faktisk baserer sine retningslinjer på disse områder på egentlig, uvildig evidens?
