Lisbeth_Riisager_februar_2021_1650_px

Blogger om landsretsdom: Der er ingen retssikkerhed for whistleblowere

29. mar 2021, 11:24
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er nu fastslået, at whistleblowere og borgere reelt ikke har nogen retssikkerhed i forhold til offentlige myndigheder.

I TORSDAGS DEN 25. MARTS fandt en meget vigtig, principiel ankesag om whistleblowing sted i Østre Landsret.

Den handlede om tavshedspligt over for ytringspligt og hensyn til almenvellet.

Lovgrundlaget er blandt andet Straffelovens paragraf 152 stk. 1, hvor der står: "Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder."

Deroverfor står bestemmelse 152 e i Straffeloven. Heri står der, at tavshedspligten ikke gælder, hvis den pågældende "handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv".

LÆS OGSÅ: Bitten Vivi Jensen taber whistleblower-sag: Nu vil hun være borgmester

Sagen har principiel betydning for alle offentligt ansatte såvel som for borgere i kontakt med offentlige myndigheder. Den handler om disse parters retssikkerhed - eller mangel på samme.

RETSSAGEN HANDLER OM, at Bitten Vivi Jensen i 2016 gav journalist Ulrik Dahlin på Dagbladet Information dokumenter fra 90 førtidspensionssager i Frederiksberg Kommune uden at spørge de pågældende borgere om samtykke dertil, inden hun blev fyret fra sit arbejde som sundhedsfagligt medlem af kommunens rehabiliteringsteam.

Hun gjorde det for at vise offentligheden, at Frederiksberg Kommune helt systematisk overtrådte lovgivning om førtidspension, forvaltningsret og retssikkerhed og behandlede borgere usagligt og uværdigt. Forinden havde hun forgæves gjort ledelsen opmærksom på ulovlighederne.

Da Information lagde op til at offentliggøre Bitten Vivi Jensens kritik af kommunen, truede kommunen hende med et sagsanlæg, hvis hun valgte at lade kritikken publicere.

Sagen handlede således reelt ikke om hensyn til, om enkelte borgere havde følt sig krænkede over bruddet på tavshedspligten, men om at lukke for kritik af kommunen, så længe retssagen varede.

LÆS OGSÅ: Bitten Vivi Jensen afslørede sagsbehandling: Nu skal hun for Landsretten

Det har aldrig været meningen med Straffelovens paragraffer om tavshedspligt at lukke for berettiget kritik af offentlige myndigheder, men ved at vende alting på hovedet her, bruger kommunen loven til magtfordrejning.

I et Facebook-opslag med Frederiksberg Livs artikel forud for denne retssag optegnes hovedkonflikten i strafferetssagen i en ordveksling mellem Facebookbrugeren Rikke Engel og Bitten Vivi Jensen (Facebook-opslaget er blevet slettet efter publicering af dette indlæg, red.).

Førstnævnte spørger: "Har I bare et sekund overvejet, at Bitten kunne have skaffet sig de samme oplysninger på helt legal vis?"

Bitten Vivi Jensen svarer:

"Det havde jeg selvfølgelig gjort, hvis jeg kunne. Jeg var nødt til at begå én ulovlighed for at afsløre en endnu større ulovlighed. Det drejer sig i flere sager om liv eller død, om mennesker der går til grunde og familier der går i opløsning, mennesker der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af sagsbehandlingen. Det er nødværge.

Sagen er lang og kompliceret. Jeg har forsøgt ALT, inden jeg tog den drastiske beslutning og henvendte mig til to Cavling-journalister. Begge var interesseret. Det blev Information, der skrev om sagen (...). Når det drejer sig om liv og død, mener jeg, min oplysningspligt kommer før min tavshedspligt."

I FEBRUAR 2020 TILTALTE OG DØMTE byretten (Retten på Frederiksberg) hende så for at overtræde Straffelovens paragraf 152, stk. 1, om uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger og paragraf 155 om at have misbrugt sin stilling ved at tage sagsakter om borgere med hjem til sin private bopæl.

Det skrev jeg om i A4 Nu 27. januar, 2. februar, 7. februar og 9. februar 2020.

ANKLAGEREN I ØSTRE LANDSRET, som repræsenterede Frederiksberg Kommune, var Nanna Grønning. Den anklagede Bitten Vivi Jensen blev repræsenteret af forsvarer Mads Krøger Pramming, ligesom hun var blevet i byretten. Dommerpanelet udgjordes af de tre landsretsdommere Bertil Frosell (retsformand, altså den ordførende dommer), Mohammad Ahsan og Mikael Friis Rasmussen samt tre domsmænd.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom på ti dagbøder à 500 kroner for, hvad, den mente, var en krænkelse af tavshedspligten. Derimod gjorde sagens principielle betydning, at hun havde fået en forsvarer beskikket, hvorfor det offentlige betaler udgiften til forsvaret.

Journalisterne Ulrik Dahlin fra Dagbladet Information og Mikkel Fyhn Christensen fra Berlingske overværede landsrettens behandling af ankesagen. De har beskrevet deres indtryk af den, herunder procedure og argumenter fra sagens parter.

Anklager Nanna Grønning gjorde i sin procedure meget ud af at sige, at det ikke var nødvendigt, at Bitten Vivi Jensen gav hele 90 sager til Information. Hun mente, det gjorde Bittens whistleblowing særligt kritisabel.

Forsvarer Mads Pramming på sin side fremhævede derimod, at pointen med at give så mange sager til Information jo netop var at vise, at Frederiksberg Kommune systematisk forvaltede lovgivningen ukorrekt, og at der ikke var tale om enkeltsager.

LÆS OGSÅ: Forsker: Beskæftigelsessystemets jagt på udsatte er gået for langt

"Mads Pramming slog i sin procedure på, at hvis hans klient eksempelvis havde videregivet færre sager, ville det formentligt have været svært for hende at trænge igennem til pressen med sin opfattelse af, at kommunens efter hendes mening lovstridige sagsbehandling var systematisk og ikke bare nogle enkelttilfælde," skriver således Information.

Alligevel var alle dommerne enige om konklusionen: "Hensynet til den samfundsmæssige interesse stod ikke i forhold til den krænkelse, som borgerne havde (været) ude for ved, at stærkt personfølsomme oplysninger i adskillige sager var videregivet til en journalist, sagde retsformand Bertil Frosell" ifølge Informations udsendte journalist.

LANDSRETTEN FORHOLDT SIG SLET IKKE TIL, om det var sandt, at Frederiksberg Kommune havde ageret ulovligt i de 90 sager.

Det gjorde den ikke, fordi der siden enevældens tid har været en fasttømret tradition for, at retterne ikke vil efterprøve eller blande sig i myndigheders skønsvurderinger.

Der var ellers tale om, hvad man ud fra almindelige lægefaglige og almenmenneskelige principper må opfatte som fagligt uforsvarlig, umenneskelig og urimelig behandling af meget syge og uarbejdsdygtige borgere. Berlingske beskriver de typiske borgersager og behandlingen af dem som følger:

"Sagerne handler om de allersvageste og mindst arbejdsdygtige borgere i samfundet. 90 svage mennesker i en kommune, som i omkring 90 tilfælde har administreret loven imod hensigten og tvunget terminalt syge, der af samme kommune fik hjemmehjælp, i arbejdsprøvning eller har sendt alkodemente kol-patienter med inkontinens og voksenble i toårige ressourceforløb, 11 måneder før vedkommende var berettiget til folkepension."

Berlingske understreger, at forsvaret i byretten havde ført formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, samt en psykiater (Mogens Undén) som vidner, og at de hver især havde bekræftet, at sagsbehandlere i Frederiksberg Kommune "tilsidesætter lægeerklæringer, der tydeligt gør opmærksom på, at der ikke er nogen arbejdsevne at forbedre på."

Berlingske pointerer også, at flere læger igennem de senere år har støttet Bitten Vivi Jensens kritik af jobcentersystemet både på Frederiksberg og generelt.

DET ER EN MEGET STOR URETFÆRDIGHED over for whistleblowere, ansatte og borgere, at retten afholder sig fuldstændigt fra at forholde sig til den alvorlige kritik af den kommunale sagsbehandling i Frederiksberg Kommune.

Det var jo dén, der var forsvarets tungtvejende argument for, at sagen burde være blevet dømt efter stk. e i Straffelovens paragraf 152, som undtager tavshedspligten under særlige omstændigheder.

Det er nu fastslået, at der reelt ikke er nogen retssikkerhed i forhold til offentlige myndigheder. Rettens uvilje imod at forholde sig til myndigheders skøn gør det meget svært som whistleblower, underordnet ansat eller borger at ret over for offentlige myndigheder, selv om loven siger, at man har ret.

Derfor har denne landsretsdom forfærdende negative perspektiver for offentligt ansatte og borgere, som bliver vidner til eller ofre for kritisable forhold af forskellig art.

Mads Pramming udtaler derom til Arbejderen:

"I forvejen er offentligt ansattes ytringsfrihed presset. En undersøgelse fra 2016, som FTF står bag, viser, at 42 procent af de offentligt ansatte har oplevet kritisable ting på deres arbejde, som de mener, offentligheden burde kende til. Den her dom gør det jo ikke lettere for dem at stå frem."

DERFOR BURDE DENNE LANDSRETSDOM interessere det meste af Danmarks befolkning. Den burde medføre et ramaskrig over den uret over for whistleblowere, borgere og medarbejdere, som er normalen i denne slags retssager.

Og det er helt uforståeligt, at kun Dagbladet Information og Berlingske foruden Arbejderen, A4 Medier, TV2 Lorry, Frederiksberg Liv, DK Nyt, Christiania TV samt Kommunefokus har interesseret sig for landsretssagen.

Hvor er DR og TV2? Hvor er Politiken, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad, Jysk-Fynske Medier? Hvor er de øvrige medier? Hvorfor nævner de ikke sagen som nyhed? Hvorfor har Ritzau end ikke værdiget sagen en pressemeddelelse, som medierne let kunne have bragt?

Det ville have stor betydning, hvis en større del af pressen og befolkningen ville interessere sig for sagen og vise modstand imod dommen.

BITTEN VIVI JENSEN HAR TILKENDEGIVET, at hun ønsker at anke landsretsdommen til både Højesteret og Menneskerettighedsdomstolen.

Det er modigt og nødvendigt, hvis retsusikkerhed ikke skal være standarden for offentligt ansatte og for borgere over for de offentlige myndigheder i al fremtid.

Om Procesbevillingsnævnet tillader en sådan ankesag at blive ført videre i Højesteret, afhænger af, om nævnet betragter sagen som principiel.

Det mener jeg, at den er.

Nu er der så heldigvis planer om inden for nærmeste fremtid at indføre et EU-direktiv om whistleblowerordninger.

Om det fuldstændigt kan modvirke den manglende retssikkerhed om ytringspligt i forhold til Straffelovens paragraffer om tavshedspligt, vil vise sig.

Indtil da er der kun få muligheder for at kritisere uordentlig adfærd hos offentlige myndigheder uden at miste jobbet eller på anden måde at blive sanktioneret. Det er ikke en såkaldt retsstat værdigt.