20201228215441476_1000
Med sin kommende vicepræsident, Kamala Harris, i baggrunden, rettede USA's kommende præsident, Joe Biden, mandag en skarp kritik mod Trump-administrationen for ikke at samarbejde om at sikre den bedst mulige overgang fra den afgående regering til den kommende. Foto: Jonathan Ernst/Reuters

Biden:
Trumps administration spænder ben for overdragelse

28. dec. 2020 22.55
Regeringskontorer, der er afgørende for USA's sikkerhed, har lidt skade under Trump, lyder kritik fra Biden.

Mange af USA's offentlige kontorer, der har ansvar for landets sikkerhed, er blevet beskadiget og udhulet.

Og præsident Donald Trumps administration opstiller forhindringer for en gnidningsfri overdragelse af magten.

Det siger USA's kommende præsident, Joe Biden, i en udtalelse mandag aften dansk tid.

Biden siger, at han og hans ministerkandidater samt resten af den kommende administration har svært ved at sikre en ordentlig overgang.

- Lige nu får vi ikke den information, vi skal have. Det er i mine øjne uansvarligt, siger Biden.

- Særligt i forsvarsministeriet har vi oplevet hindringer fra den politiske ledelse. Og sandheden er, at mange af de kontorer, der er afgørende for vores sikkerhed, har lidt stor skade, siger han.

Den kommende præsidents kritik kommer, efter at han mandag er blevet briefet af sine kommende ministre på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område.

Biden siger, at han blandt andet ønsker et "klart billede" fra Trump-administrationen om blandt andet USA's styrker i udlandet.

- Vi har brug for fuld klarhed til den budgetplanlægning, der er i gang i forsvarsministeriet og andre ministerier for at undgå enhver forvirring eller forsinkelse, som vores modparter måske vil forsøge at udnytte, siger Biden.

Han svarede ikke på opfølgende spørgsmål, da han havde leveret sin meddelelse.

Trump afviser stadig at erkende sit nederlag ved valget 3. november. Han har endnu ikke mødtes med Biden, og det er uklart, om han vil gøre det, inden magten skifter den 20. januar.

Normalt arbejder den afgående administration sammen med den nye regering og dens embedsmænd for at sikre en glidende overgang.

Når Biden overtager magten, står han over for en bred vifte af udenrigspolitiske og nationale sikkerhedsudfordringer, herunder USA's forhold til Kina, Iran og Nordkorea, samt en global pandemi.

/ritzau/dpa