20200320-165818-5-1920x1427we
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Dansk gigant giver ansatte en ekstra månedsløn:
Tak for indsatsen

8. okt. 2021 08.23
De ansatte i Bestseller får nu en økonomisk anerkendelse for deres arbejde det seneste år.

De ansatte i Bestseller kan glæde sig over en ekstra julegave fra deres arbejdsgiver.

Den danske tøjgigant har nemlig besluttet, at alle 17.000 ansatte får en ekstra månedsløn i november.

LÆS OGSÅ: Efter rekordår: Butiksansatte får 19.000 kr. i bonus

Den ekstra løn kommer som en anerkendelse af den store indsats, som medarbejderne har leveret i et år, hvor nedlukning og coronakrise har udfordret forretningen.

- Det har været en fælles indsats, hvor alle har medvirket til at gøre en forskel i det seneste år. Derfor får alle kolleger en anerkendelse – uanset om man er designer, butiksansat, it-ekspert eller arbejder med logistik. Alle har del i det, vi har leveret i en helt ekstraordinær periode, og det vil vi gerne hylde, siger ejer og topchef Anders Holch Povlsen i en pressemeddelelse.

Bestseller uddeler i alt omkring 300 millioner kroner som ekstraordinær bonus. Der udbetales bonus i samtlige lande, som selskabet har ansatte i. Ansatte, der har været ansat i mindre end ét år, får dog kun en forholdsmæssig bonus, der er beregnet ud fra den dato, de blev ansat.