Lokofører: Banker skal ikke tørre regningen af på danskerne

22. aug, 08:00

DE DANSKE BANKER er blevet bedt om et samfundsbidrag. De skal være med til at finansiere retten til en tidligere pension for dem med de længste arbejdsliv.

Men det bryder bankerne sig ikke om. Efter rekordoverskud på rekordoverskud finder bankerne det uretfærdigt, at de skal bidrage. Tak skæbne! Hukommelsen, den er kort.

LÆS OGSÅ: Regering om pensionsudspil: Skift bank hvis priserne hæves

Men jeg og de fleste andre danskere har ikke glemt bankernes rolle i finanskrisen. En krise der kostede alt for mange almindelige lønmodtagere nogle hårde år, hvor arbejdsløshed, nedskæringer og utryghed var hverdag – alt sammen fordi vi skulle betale for bankerne og nogle politikeres uansvarlighed.

Men det blev ikke ved det. Efter at vi havde garanteret bankernes overlevelse med vores skattekroner som sikkerhed, fortsatte bankerne med deres lyssky aktiviteter. Med ”kigge væk”-finten bidrog Nordea, Jyske Bank og Danske Bank alle til skattesnyd og hvidvask af kriminelles penge.

En gylden mulighed er forspildt, og nu fremstår bankerne igen som grådige udbyttere
Malthe Johan Poulsen, lokomotivfører

MED DENNE HISTORIK in mente kunne man forvente lidt ydmyghed og erkendelse af det samfundssvigt, man har begået. Efter at have udvist en tilpas stor arrogance og ligegyldighed kunne bankerne have rettet op på deres ry som grådige spekulanter og udbyttere. Men ak og ve, bankernes lobbyorganisation FinansDanmark gør deres for at skabe en fortælling om at regningen, den har de tænkt sig at tørre af på danskerne. En gylden mulighed er forspildt, og nu fremstår bankerne igen som grådige udbyttere.

LÆS OGSÅ: Kalder Arne-plan for 'efterløn på krykker': 'Det vil være en gevinst for nogle'

De skal selvfølgelig ikke have lov til at tørre regningen af på danskerne. Bankerne har råd.
Med den udprægede sympati for en tidligere tilbagetrækning kan forbrugerens frie valg være en løsning. En opfordring herfra er at skifte bank, hvis man oplever pludselige gebyrstigninger – det bør man generelt gøre. For der findes faktisk alternativer. Sympatiske banker, der tager deres samfundsansvar på sig, som man kan kigge mod – ingen nævnt, ingen glemt.

MEN BANKMARKEDET ER IKKE så enkelt, som man kunne håbe. Og derfor kan en forbedret lovgivning være en mulighed eller en Etisk Finansguide, som Forbrugerrådet foreslår det.

Det er i hvert fald afgørende, at bankerne ikke får lov til at tørre regningen af på danskerne.
Så længe, vi er tvunget til at bruge en bank, må politikerne også sikre ordentlige vilkår på bankmarkedet. Om det er et loft over gebyrer, et Folkebanksalternativ eller mere oplysning til forbrugerne ved jeg ikke.

LÆS OGSÅ: Skat på banker og høje indkomster skal betale pension

Men en ting er sikker: Danskerne, der tog sig dyrt betalt for bankernes hovmod i 00erne, skal ikke betale for deres nærighed i 20erne.

Om Malthe Johan Poulsen

Lokomotivfører, folketingskandidat for Socialdemokratiet

Kald mig gerne ’arbejderist’. For jeg er optaget af ’Det forsvundne folk’. De helt almindelige lønmodtageres hverdag, der ofte bliver overset i medierne. Det skriver jeg om. Fra ulighed til ordblindhed. Fra pension til løntrykkeri. Alt vil blive vendt og drejet. Altid med et rødt hjerte.