Udskyder igen afgørelse i Messerschmidt-sag:
'Skandale'
Skandale er den betegnelse, som folketingspolitiker Morten Messerschmidts advokat mandag hæfter på Bagmandspolitiets langvarige undersøgelse af, om der skal rejses en straffesag eller ej.
Det var tilbage i august 2016, at den daværende EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) blev meldt til politiet for muligt svig med offentlige midler i Meld og Feld - henholdsvis en alliance af partier i EU og en fond.
Siden er årene gået uden en afklaring. Og flere gange har Bagmandspolitiet (Søik) skubbet tidspunktet for en afgørelse, oplyser advokat Peter Trudsø, der repræsenterer den nuværende næstformand i Dansk Folkeparti.
- Som Morten Messerschmidts advokat, der kender alle bilagene i sagen, er det mig helt uforståeligt, at sagen ikke for længst er blevet lukket, siger Peter Trudsø.
EU's kontor til bekæmpelse af svig, Olaf, afleverede en indstilling til Bagmandspolitiet i oktober 2019.
I november sidste år skrev Bagmandspolitiet til advokat Peter Trudsø, at det fortsat var planen at kunne afklare spørgsmålet om tiltale "inden udgangen af 2020".
Det skete ikke. I stedet meddelte politiet på en af årets allersidste dage, at det ville ske i første kvartal af 2021.
I et nyt svar til Folketingets retsudvalg hedder det, at man forventer at tage stilling i første halvår af 2021. Altså er udsigten til en afklaring atter udskudt.
- Nu er der så åbenbart afsat et kvartal mere til færdiggørelse af sagen. Jeg har i dag kontaktet Søik og bedt om en forklaring. Under alle omstændigheder er sagsbehandlingstiden i denne sag en skandale, siger Peter Trudsø.
Han oplyser også, at det var tilbage i sommeren 2018, at politiet fik overdraget et usb-stik med 139 bilag i sagen. Det skete på et møde med advokat Trudsø og advokat Kåre Pihlmann, der repræsenterer den tidligere EU-parlamentariker Allan Vistisen.
Kåre Pihlmann er også kritisk over for forløbet.
- Til sommer er det tre år siden, at vi overleverede sagens bilag til Søik, og til april er det to år siden, at min klient deltog i en lang afhøring. Også politikere har krav på at få behandlet deres sager inden rimelig tid, siger Pihlmann.
- De gentagne udsættelser er helt uacceptable og står ikke mål med sagens omfang og kompleksitet, tilføjer han.
I Ekstra Bladet gennemgik politisk kommentator Hans Engell i december forløbet under overskriften "Bagmandspolitiet snorker videre". Og så blev der stillet spørgsmål i retsudvalget.
I svaret oplyser politiet, at man efter modtagelsen af Olafs rapport i 2019 har iværksat efterforskningsskridt i flere lande. Flere personer skal afhøres, og yderligere materiale skal gennemgås. Sagen er "højt prioriteret", hedder det.
/ritzau/