Arbejdstilsynet foretog i alt 132 kontroller på en måned fra 13. marts frem til 13. april i år. (Arkivfoto) Foto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix

Efter corona-udbrud: Arbejdstilsynet droppede 3.000 kontroller

6. maj, 06:46
Nye tal afslører, at Arbejdstilsynet stort set opgav at lave tilsyn efter corona-virus ramte Danmark. SF kalder det "uansvarligt" og kræver forklaring fra ministeren.

Siden corona-krisen gjorde sit indtog i Danmark, har de danske arbejdere på landets byggepladser, lagerhaller, landbrug og fabrikker måttet spejde forgæves efter kontrol med sikkerheden på deres arbejdspladser.

Det viser nye tal fra Arbejdstilsynet, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

LÆS OGSÅ: Økonomiprofessor Nina Smith: Corona-krisen koster os ti år på velfærden

Her fremgår det, at Arbejdstilsynet i alt foretog 132 kontroller på en måned fra 13. marts frem til 13. april i år.

Til sammenligning blev der foretaget 3.291 kontroller i en tilsvarende periode sidste år. Det er altså en nedgang på over 3.000 besøg på en enkelt måned.

Det svarer til, at der kun er blevet foretaget fire procent af de besøg, Arbejdstilsynet ville foretage under normale omstændigheder.

Og den manglende kontrol møder skarp kritik fra både eksperter og politikere.

- 132 kontroller på en måned lyder meget lavt. Særligt i en tid, hvor der hersker corona i det danske samfund, burde der være flere kontroller, ikke færre, siger Jens Arnholtz, arbejdsmarkedsforsker hos FAOS under Københavns Universitet.

Jens Arnholtz minder om, at mange dele af det danske arbejdsmarked ikke har stået stille overhovedet under corona-krisen.

Byggepladser, varelagre, transport, landbrug og mange typer industri har fortsat ufortrødent de fleste steder i landet.

- Oveni er der kommet rigtig mange retningslinjer over de seneste måneder alene for at modvirke coronavirus, som myndighederne skal kontrollere. Og det burde jo være en af Arbejdstilsynets opgaver, så det virker meget underligt, at man laver så få kontroller, siger Jens Arnholtz.

Karsten Hønge vil nu tage Arbejdstilsynets adfærd op med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Jeg kommer til at grave i det her, og sender i dag en række spørgsmål til ministeren, for jeg synes, det er helt misforstået, at en myndighed bare bliver hjemme, når der er krise, siger han.

Arbejdstilsynet erkender, at kontrol-indsatsen har været markant lavere end normalt.

- Arbejdstilsynet har fra 13. marts til 13. april begrænset tilsynsaktiviteten til at køre på alvorlige ulykker og klager i alle brancher efter en konkret vurdering. Dette kom i forlængelse af, at store dele af det danske arbejdsmarked den 13. marts blev lukket ned for at begrænse smitterisikoen i samfundet. Derfor har der naturligvis været væsentligt færre tilsyn end normalt, forklarer Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F i et skriftligt svar.

De skriver endvidere, at de mener, man ikke direkte kan sammenligne tilsynsaktiviteten efter 13. marts 2020 med tiden før, hvor alle arbejdspladser var åbne og havde en normal tilsynsaktivitet.

Men den køber næstformand i 3Fs byggegruppe, Palle Bisgaard, ikke. Tværtimod er han skuffet over, at Arbejdstilsynet ikke har været mere til stede på de danske byggepladser.

- Det er rigtig ærgerligt. Det er sådan med byggeriet, at det næsten fortsatte, som intet var hændt. Så byggearbejderne kan godt gå på arbejde, men Arbejdstilsynet kan ikke føre tilsyn. Man kan næsten sige, der er større grund til, at Arbejdstilsynet er på besøg nu end tidligere – nu er der jo bare en yderligere trussel i form af corona-smitten, siger Palle Bisgaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Arbejdstilsynet på, om de burde have foretaget flere eftersyn, men de skriver i et mailsvar, at deres call center har været åbent i hele perioden, så de bedst muligt har kunne vejlede arbejdspladser om arbejdsmiljø, og hvordan man forebygger smittespredning.

Fagbladet 3F har også kontaktet Beskæftigelsesministeriet for en kommentar på de få kontroller, men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har ikke nået at svare inden deadline.