Marianne_Vind_MP_S_1650px
Marianne Vind, medlem af Beskæftigelse- og Transportudvalgene i Europa-Parlamentet (S).

Arbejdsmarkedets nye indretning?

8. dec. 2020 16.30
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

CORONAKRISEN OG DIGITALISERING er i fuld gang med at transformere vores arbejdsmarked. Men i nogle brancher har det ført til dårligere arbejdsvilkår og -miljø. Det skal vi have forbedret nu før det bliver normen!

LÆS OGSÅ: Arbejdslivsforsker: Coronakrise afslører revnerne i den danske model

I dag kan man med ganske få klik på nettet bestille fødevarer, tøj og sågar få nogle til at afhente og vaske ens tøj, bil osv. Det havde været svært at forestille sig for få år siden. Og det er en udvikling, der med hjælp fra coronakrisen, kun er ved at tage fart. Firmaet Nemlig.com forventer, at de om cirka 10 år vil stå for 10 procent af al dagligvarehandel i Danmark. Når de deres mål, vil det ikke kun betyde store forandringer i vores forbrugsvaner, men også en forandring af hele det danske arbejdsmarked. Arbejdet vil nemlig i stigende grad rykke væk fra butikkerne og over i pakkehaller og varebiler.

Vi må indse, at coronakrisen og digitaliseringen er i gang med at ændre vores arbejdsmarked, men vi skal ikke acceptere, at udviklingen fører til flere prekære ansættelsesformer
Marianne Vind, medlem af Beskæftigelse- og Transportudvalgene i Europa-Parlamentet (S).

UDVIKLING ER IKKE nødvendigvis et problem. De jobs, vi har i dag, er ikke de samme som dem, vi havde for 100 år siden. Problemet i dag er, at mange af disse nye digitale firmaer - som Nemlig.com - ofte hyrer deres arbejdere ind som underleverandører i stedet for at ansætte dem som medarbejdere. De skaber med andre ord falske selvstændige. Ved den manøvre er deres "chauffører" ikke dækket af overenskomstvilkår, de får en lavere løn, og de har ingen ret til hverken pension, feriepenge eller løn ved overarbejde. Det er fuldstændig forrykt, at firmaerne ikke giver dem, som reelt er deres ansatte, ordentlige vilkår. Den form for kreativ kontrakteri betyder, at ansvarlige transportfirmaer, der tilbyder deres ansatte ordentlige arbejdsvilkår, bliver udkonkurreret.

LÆS OGSÅ: 3F raser over Wolt: Boykot dem!

FOR AT FÅ GJORT OP med disse absurde praksisser, skal EU og medlemslandene på banen, så vi en gang for alle får klarlagt, hvornår man er arbejdstager eller chef for eget firma. Det er et skridt på vejen til at løse problemet, men det kræver i høj grad også, at firmaerne kommer på banen, og behandler deres medarbejdere ordentligt. Nemlig.com har fx indgået overenskomst med deres lageransatte. Det ville klæde dem at gøre det samme med deres chauffører.

LÆS OGSÅ: Corona sender varebiler ud i hele landet

Vi må indse, at coronakrisen og digitaliseringen er i gang med at ændre vores arbejdsmarked, men vi skal ikke acceptere, at udviklingen fører til flere prekære ansættelsesformer. Udviklingen af arbejdsmarkedet må under ingen omstændigheder afvikle hårdt tilkæmpede rettigheder.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.