20210220144921354_1000
Antallet af indlagte med coronavirus toppede 4. januar med 964 coronapatienter. Det tal er nu faldet til blot en fjerdedel. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Siden epidemiens top:
Antallet af indlagte er faldet 75 procent

TEMA: Corona i Danmark
20. feb. 2021 15.50
Antallet af indlagte coronapatienter dykker med 16 til 248 personer. Positivprocenten er fortsat lav med 0,33.

Der er registreret 464 nye coronatilfælde det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut.

Det er sket på baggrund af 140.143 prøver. Andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er 0,33.

Det svarer til niveauet de seneste uger. Man skal tilbage til midten af januar for at finde en positivprocent på over 1.

Derudover er der fundet 75 positive tilfælde i lyntest hos private udbydere på 31.407 test.

Spørger man Christian Wamberg, overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital, afspejler dagens smittetal en vedvarende situation.

- Situationen lige nu er helt status quo. Med de restriktioner, man har indført, er smittetallene helt forventelige, siger han.

- Men vi står også i stilheden før stormen og venter på, om tredje bølge med B117 bliver til noget eller ej. Det er en mærkelig position at stå i, siger han.

De seneste ugers tendens med færre indlagte fortsætter. I lørdagens opgørelse er antallet af indlagte faldet med 16 til 248.

Af dem er 51 indlagt på intensivafdelinger, og 36 patienter får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Antallet af indlagte med coronavirus toppede 4. januar med 964 coronapatienter. Det tal er nu faldet til blot en fjerdedel.

Og det er noget, der kan mærkes på aktiviteten på hospitalerne, fortæller Christian Wamberg.

- Tingene er ved at vende tilbage til normal drift. Vi er ved at være der, hvor vi kan indhente det tabte, så det er vi begyndt at se på.

- Vi er kun lige kommet i gang med på ny at planlægge alle aflysningerne, men nu kan vi komme i gang, siger han.

Der er registeret yderligere seks dødsfald, og samlet set er 2333 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har fået påvist covid-19.

Kolding ligger i top, når det gælder kommuner med den højeste smitterate per 100.000 indbyggere.

Kommunen har et incidenstal på 268, mens Ishøj, der ellers har indtaget førstepladsen i lang tid, er faldet til en incidens på 188.

Statens Serum Institut oplyser lørdag, at den britiske variant - også kaldet B117 - i uge 6 udgjorde 46,8 procent af smittetilfældene.

Det passer med den fremskrivning, som instituttet har lavet, og som forudser, at den særlige smitsomme coronavariant snart er dominerende.

Det forbereder man sig på på hospitalerne, som ifølge forudsigelsen vil få en stigning i indlæggelser.

- Vi er gået i gang med at pudse af til at få styr på planerne for en eventuelt tredje bølge.

- Ligesom ved anden bølge planlægger vi, hvordan vi kan skalere op og ned, afhængigt af hvor mange der kommer ind. Men vi skal gøre det smartere end sidste gang, siger Christian Wamberg.

Han ser med optimisme på fremtiden.

- For hver dag der går, bliver flere vaccinerede, og vi nærmer os det forår, som skal hjælpe på, at virusset spreder sig mindre, fordi vi kan holde mere afstand til hinanden, siger han.

Antallet af personer, der har påbegyndt vaccination mod covid-19, er lørdag opgjort til 299.335 personer.

Af dem har 174.610 personer fået to vaccinestik i overarmen og regnes for færdigvaccineret. Det svarer til tre procent af befolkningen.

/ritzau/