Antallet af personer i Danmark, der har anmeldt arbejdsskader efter smitte med covid-19 fortsætter med at stige. Det viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES.
Per 1. februar havde 3217 personer i Danmark anmeldt en arbejdsskade på grund af smitte med covid-19. 5. januar var tallet 2376, og dermed er antallet steget med 35 procent på en måned.
Tallene gælder både smitte med sygdommen, men også eksempelvis allergi fra brug af værnemidler.
- I mindre end fem af de afgjorte sager, hvor en person har fået sygdommen covid-19 efter udsættelse for smitte på sit arbejde, er sagen afvist, skriver AES.