20210209141601343_1000
Det seneste døgn er antallet af coronaindlagte patienter faldet til det laveste siden 12. december sidste år. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Antallet af coronaindlagte falder til det laveste i to måneder

9. feb 2021, 15:51
0,43 procent af det seneste døgns coronaprøver var positive. Yderligere to tilfælde af sydafrikansk variant.

Det seneste døgn er antallet af patienter, der er indlagt med covid-19, faldet med 29 til 371. Det viser dagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det laveste antal indlagte siden 12. december sidste år og mere end en halvering på én måned. 9. januar var 833 indlagt med corona i Danmark.

Antallet af indlagte med corona er nu ved at være et komfortabelt sted, hvor belastningen er på niveau med et år med en slem influenzaepidemi.

Det vurderer Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge og formand for landets intensiv- og anæsteisilæger. Han er folketingskandidat for Konservative.

- Det er cirka, som det plejer at være i januar og februar i år med en slem influenzaepidemi. Så vi er ved at være et komfortabelt sted igen.

- De steder, hvor man ikke helt er det endnu, vil man komme det i løbet af en til to uger, hvor vi vil forvente, at antallet af indlagte vil blive halveret, vurderer Joachim Hoffmann-Petersen.

Ud af de 371 indlagte ligger 74 på en intensivafdeling, og af dem er 53 tilkoblet en respirator. De to tal er blandt de laveste i flere uger.

Det seneste døgn er yderligere 366 personer testet positive for coronavirus. Det svarer til 0,43 procent af de 84.682 prøver, der er kommet svar på.

Det er stort set samme andel positive prøver som de seneste to uger. Her har andelen af daglige positive test svinget mellem 0,29 og 0,52 procent.

Andre varianter af coronavirusset, navnlig den britiske variant, B117, er begyndt at gøre indtog i de danske virusstatistikker. I uge fire anslog SSI, at cirka hvert femte smittetilfælde var med den britiske variant.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser tirsdag aften på Twitter, at der er fundet yderligere to tilfælde af den sydafrikanske coronavariant i Danmark.

Der er dermed i alt fundet syv smittetilfælde med den sydafrikanske virusvariant i Danmark.

Yderligere 28 personer er siden sidste opgørelse registreret som døde, mens de har været smittet med virusset.

Det tal dækker over flere døgn, da SSI har haft driftsforstyrrelser og derfor ikke har kunnet opdatere data om dødsfald de foregående dage.

I kampen mod corona er Danmark i gang med at vaccinere befolkningen mod virusset. De første vaccinationer begyndte mod slutningen af sidste år.

Seneste opgørelse fra SSI viser, at der frem til tidligt tirsdag morgen er i alt 201.966 personer, der har påbegyndt vaccination eller er færdigvaccineret. Det svarer til 3,46 procent af den samlede befolkning.

Ud af de 201.966 personer er 147.388 af dem færdigvaccineret. Det svarer til 2,52 procent af befolkningen.

/ritzau/