Siden 1. december; Antallet af coronaindlagte er tredoblet

TEMA: Corona i Danmark
26. dec. 2020 14.19
Der er fundet yderligere 1834 coronatilfælde det seneste døgn. Andelen af smittede blandt de testede stiger.

Der er det seneste døgn registreret 1834 nye coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut.

Det er sket på baggrund af 52.699 prøver. Antallet af prøver ligger væsentligt under niveauet op til jul.

Den samlede andel af positive prøver er 3,48, hvilket er en noget højere positivprocent end de seneste dage.

Lørdagens tal er behæftet med en større usikkerhed, end de plejer på grund af julehelligdagene. Det siger professor ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet Eskild Petersen.

- Det er meget usikre tal. Det bliver først, når vi kommer hen til hverdagene mellem jul og nytår, at vi ved, hvad der er foregået over julen, siger han.

Derudover er der registreret 729 coronatilfælde blandt 20.785 lyntest foretaget af fire private udbydere på statens regning.

De tæller ikke med i opgørelsen fra seruminstituttet.

Antallet af indlagte stiger med 50 til 776. Det er det hidtil højeste niveau under pandemien og tre gange så mange som 1. december.

Da var der 254 coronaindlagte landet over.

Det høje indlæggelsestal skal ses i lyset af sidste uges smittetal, forklarer Eskild Petersen.

- Det overrasker sådan set ikke. Fra du bliver syg, til du bliver indlagt, går der omkring en uges tid. Derfor vil antallet af indlæggelser i dag reflektere antallet af smittede for en uge siden, siger han.

Lørdag for en uge siden blev 3285 konstateret smittet med corona.

Flere end halvdelen af alle de indlagte - 423 - befinder sig på hospitaler i hovedstadsområdet.

Det fremgår af Region Hovedstadens hjemmeside.

Der er også registreret yderligere 19 coronarelaterede dødsfald. I alt er 1153 personer med påvist covid-19 afgået ved døden.

Med lørdagens tal når det samlede antal coronatilfælde indtil nu op på 151.167 personer.

Af dem har 108.659 personer overstået infektionen. Det tal skal dog tages med et gran salt, da det baserer sig på en algoritme.

Samlet set er 3.895.326 personer - altså knap 3,9 millioner - blevet testet for coronavirus.

/ritzau/