20210211141439343_1000
Antallet af patienter, der er indlagt med coronavirus, er det laveste siden 10. december. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Antallet af coronaindlagte falder stadig:
Mere end halveret siden årsskiftet

TEMA: Corona i Danmark
11. feb. 2021 14.39
Der er det laveste antal coronaindlagte patienter siden 10. december. Også færre er indlagt på intensiv.

Det seneste døgn er antallet af patienter indlagt med coronavirus faldet med 13 til 357.

Det viser den seneste daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

De 357 coronaindlagte patienter er det laveste antal siden 10. december sidste år. Derudover er det mere end en halvering, i forhold til da antallet af indlagte toppede 4. januar med 964 patienter.

Ud af de 357 indlagte patienter ligger 69 på en intensivafdeling, og af de 69 får 46 hjælp til at trække vejret af en respirator.

Antallet af patienter, der ligger på en intensivafdeling og får hjælp af respirator, er ligeledes blandt det laveste i flere uger.

Hen over det seneste døgn er der registreret 478 nye smittetilfælde. Det svarer til 0,37 procent af de i alt 130.891 prøver, der er lavet for coronavirus.

Den sidste uges tal har svinget mellem 430 og 470 daglige smittetilfælde.

Isik Somuncu Johansen, som er professor i infektionsmedicin på Syddansk Universitet og overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital, ser ikke det store håb i dagens tal.

Ifølge hende skal vi vente med at tale tidspunkt for genåbning, til vi ser et klart fald i tallene.

- I dag og den sidste uge har vi ikke set den store udvikling i smittetallene. Tallene er ret stabile, så lige nu kan vi ikke se, om udviklingen går den rigtige eller forkerte vej, siger hun.

Isik Somuncu Johansen er særligt bekymret for, hvad den kommende vinterferie får af betydning for smitteudviklingen.

- I morgen går mange på vinterferie, og det betyder måske, at folk tager i sommerhus eller til familiearrangementer. Hvis danskerne begynder at samle sig, frygter jeg, at tallene vil gå i en forkert retning, siger hun.

Derfor bør vi ifølge hende vente i hvert fald en uge, efter at vinteren er slut, før vi kan sige noget om udviklingen.

I testindsatsen holder myndighederne særligt godt øje med spredningen af den mere smitsomme virusvariant, der er kendt som B117.

Ifølge SSI's foreløbige tal udgjorde virusvarianten 26,2 procent af de positive coronaprøver, der blev analyseret i den første uge af februar.

Det seneste kontakttal for den britiske mutation ligger ifølge Statens Seruminstitut på 0,99. Men det er stadig for højt til, at vi kan påbegynde genåbningen, mener Isik Somuncu Johansen.

- Det er stadig for risikabelt at åbne, når mutationens kontakttal ligger så tæt på 1. Vi ved, at det vil gå galt med smitten, også selv om folk tager deres forholdsregler, siger hun.

Testresultaterne fra SSI dækker over de såkaldte pcr-test. Det er de test, hvor man bliver podet i halsen og derefter kan forvente svar inden for to døgn.

Der har været yderligere 14 tilfælde, hvor en person smittet med coronavirus er død. Dermed er i alt 2269 coronasmittede døde siden marts sidste år.

Den seneste opgørelse fra SSI viser, at 156.397 personer er færdigvaccinerede, siden vaccinationerne begyndte i slutningen i december. Det svarer til 2,68 procent af befolkningen.

Derudover har 50.195 personer påbegyndt vaccination, men mangler stadig at blive færdigvaccineret.

Med de vacciner, der indtil videre bruges herhjemme, skal der to vaccinedoser til for at opnå den mest effektive beskyttelse mod coronavirus.

/ritzau/