20210206152135456_1000
Antallet af smittede og indlagte falder fortsat, men det er for tidligt at ånde lettet op, lyder det fra konstitueret ledende overlæge Kasper Karmark Iversen, Herlev og Gentofte Hospital. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Antal indlagte falder til 382:
413 nye smittetilfælde

TEMA: Corona i Danmark
6. feb. 2021 14.59
Britisk variant er fortsat i fremmarch og udgør nu hvert femte smittetilfælde, viser opgørelse.

Der er det seneste døgn fundet 413 nye coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut lørdag.

Det er sket på baggrund af 142.827 prøver. Det betyder, at andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er nede på 0,29.

Andelen af smittede ramte 30. januar et tilsvarende lavt niveau - 0,30 procent.

Men ellers skal man helt tilbage til slutningen af august for at genfinde samme lave smitteprocent.

Det er ikke kun andelen af smittede, der falder. Det gør antallet af coronapatienter på sygehusene også.

Antallet af indlagte falder med 23 til 382 personer.

Her skal man tilbage til 13. december for at finde et tilsvarende lavt antal indlagte. Da var tallet 390.

Ude på sygehusene mærker man det aftagende pres.

- For en måned siden var der maksimalt pres på. Vi havde fuld drøn på sengene, og plejepersonalet lå vandret. Vi var væsentligt over normal arbejdsbelastning.

- Men nu er vi tæt på at se et antal patienter svarende til det normale på den her årstid, siger konstitueret ledende overlæge ved Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital Kasper Karmark Iversen.

Men den ubekendte faktor er den britiske coronavariant kaldet B117.

Ifølge den seneste opgørelse fra seruminstituttet udgjorde varianten 20,1 procent af positivprøverne i uge 4.

Til sammenligning udgjorde den 3,9 procent af prøverne i årets første uge.

- Det virkelige interessante er, hvordan det går med den britiske variant, som vi forventer kommer til at dominere i løbet af måneden, siger Kasper Karmark Iversen, der også er professor i akutmedicin.

Kontakttallet for den britiske variant er opgjort til 1,14.

Det skal ifølge Kasper Karmark Iversen ikke stige meget mere, før vi igen vil se et stærkt stigende smitttetal og mange indlæggelser.

- Det er B117, der gør, at vi ikke bare kan slappe af, men fortsat skal lægge os i selen for at huske på alle coronaforholdsreglerne, siger han.

Varianten, der regnes for særlig smitsom, er indtil videre fundet blandt 1467 danskere i perioden fra 14. november til 31. januar.

Der er 14 nye coronarelaterede dødsfald. Samlet set er 2215 personer døde med covid-19, siden epidemien ramte landet for et år siden.

Den seneste opgørelse over vaccinerede viser, at 196.433 personer har fået det første af to vaccinestik mod covid-19.

Heraf er 129.676 personer færdigvaccineret. Det svarer til 2,2 procent af befolkningen.

/ritzau/