20210320145250699_1000
Vi har det laveste antal indlagte med corona på de danske sygehuse siden 3. November. (Arkivfoto) Foto: Antonio Calanni/Ritzau Scanpix

Antal indlagte er på laveste niveau siden 3. november

TEMA: Corona i Danmark
20. mar. 2021 14.47
Antallet af coronapatienter på landets hospitaler bliver ved med at dale. 179 er indlagt. 40 er på intensiv.

Antallet af indlagte falder med 12, så der nu er 179 indlagte med coronavirus.

Det viser lørdagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det det laveste tal siden 3. november, hvor 169 var indlagt. 40 personer er så syge, at de er indlagt på en intensivafdeling, heraf får 24 hjælp af en respirator til at trække vejret.

Ifølge Kasper Karmark Iversen der er professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Herlev-Gentofte Hospital, er det tydeligt at mærke, at der er færre indlæggelser.

- Vi kan helt klart mærke, at der færre indlæggelser - vi har masser af plads, siger han.

Både intensiv- og respiratorpatienter er steget med to siden fredagens opgørelse.

590 er registreret smittet med coronavirus det forgangne døgn, og 534 af dem er fundet med PCR-test.

- Det ser rigtig rigtig stabilt ud, jeg tænker, at der er ved at være plads til at åbne op, i betydelig grad, siger Kasper Karmark Iversen.

Det er svært at sammenligne antallet af smittede med tidligere, da SSI 10. marts ændrede opgørelsessystemet til at omfatte test foretaget både af det offentlige og af private leverandører.

Derfor bliver også lyntest talt med nu. De vurderes at være mindre sikre end PCR-test, som bruges i det offentlige.

For at undgå at tælle falsk positive svar - hvor en lyntest påviser smitte, selv om en PCR-test senere afkræfter det - med i opgørelsen, ændrer SSI den igen fra slutningen af næste uge.

De 590 positive prøvesvar er fundet i 281.420 test. Det svarer til, at 0,21 procent af testene var positive. Positivprocenten har siden slutningen af januar været under 0,5 procent.

- Det er ved at være meget svært at bevare pessimismen, siger Kasper Karmark Iversen.

Der er registreret to nye dødsfald det forgangne døgn, så antallet af coronarelaterede dødsfald det forgangne år stiger til 2399.

/ritzau/