Antal coronasmittede og indlagte falder

TEMA: Corona i Danmark
13. mar. 2021 14.19
Det seneste døgn er antallet af indlagte med covid-19 faldet, viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Der er fundet 613 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Tre er døde med corona.

Det viser lørdagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

De smittede er fundet blandt 228.990 prøver, hvilket tæller både PCR-test i det offentlige og de lyntest, der blandt andet bliver foretaget af kommunerne på landets skoler.

Derudover tæller opgørelsen de PCR-test og lyntest, som private virksomheder står for.

Smittetallene kan ikke sammenlignes direkte med SSI's tidligere opgørelser under coronapandemien, der kun har vedrørt PCR-test foretaget i det offentlige.

Antallet af indlagte er faldet med 12 det seneste døgn til 213. Heraf ligger 39 på intensiv og 24 er i respirator.

Det er på niveau med oktober sidste år inden smitten med coronavirus for alvor tog fart i slutningen af november og december. Da situationen var værst i starten af januar var næsten 1000 indlagt med coronavirus.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet, har den lille genåbning af samfundet 1. marts endnu ikke haft effekt.

- Den har ikke nået at få effekt, hvis der overhovedet kommer en effekt, i form af stigende antal smittede og indlagte.

- Men det er endnu lidt tidligt at sige, så jeg tror stadig, at vi skal forvente at se en noget forøget smitte og også større indlæggelse, siger han.

Tidligere lørdag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at risikoniveauet i alle regioner undtaget Region Hovedstaden er sænket fra det højeste - 5 - til niveau 4.

Alle regioner har nu under 100 smittede per 100.000 indbyggere over de sidste syv dage. Region Hovedstaden ligger højest med 97,1 mens Region Nordjylland ligger lavest med 51,1.

Det er især et signal til sundhedsvæsenet, siger Jan Pravsgaard Christensen.

- At det bliver sat en tand ned, er et signal om, at de nok ikke forventer helt så mange indlagte og smittede som tidligere.

- Det vil på et tidspunkt blive oversat til, at der er plads til mere åbning, men det betyder ikke en til en, at bare fordi vi sænker niveauet, så kan der lukkes op, siger han.

Det er et problem, at det går lidt langsommere end planlagt med vaccinerne, forklarer han, for det vil give plads til mere åbning af få vaccineret flere ældre og sårbare.

Flere indberetninger fra europæiske lande om blodpropper har fået Sundhedsstyrelsen i Danmark til at sætte AstraZenecas coronavaccine på pause.

Desuden modtager Danmark omkring 2,2 millioner færre vaccinedoser end forventet i andet kvartal af 2021.

/ritzau/