I HK Privat er man vred over, at flere tandklinikejere forsøger at presse klinikassistenter ned i løn. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

HK raser: Tandlæger presser ansatte til gratis overarbejde trods millioner på bankbogen

3. apr, 11:55
Ifølge HK Privat bliver mange tandklinikassistenter presset til at gå permanent ned i løn, eller arbejde over uden tillæg, hvis de vil beholde deres job. Hos fagforeningen er man vred over metoderne hos tandklinikejerne, der i snit tjener mere end én million kroner om året.

- Vi sender dig hjem med løn, men så skal du også arbejde over uden ekstra tillæg, når coronakrisen er slut. 

Sådan lyder et af de ultimatummer, som flere klinikassistenter på landets tandklinikker i disse uger bliver præsenteret for af deres arbejdsgivere, der er hårdt pressede af coronakrisen. 

LÆS OGSÅ: Tandklinikassistent om coronapres fra chefen: 'Jeg får dagligt at vide, at jeg skal gå ned i løn'

Hos fagforeningen HK Privat oplever man lige nu, at et stort antal tandklinikassistenter bliver mødt med krav om eksempelvis at gå permanent ned i løn, eller give afkald på feriepenge og pension for at beholde deres job. 

Samtidig har fagforeningen set eksempler på, at tandklinikassistenter bliver sendt hjem med løn af deres arbejdsgiver mod, at de forpligter sig til at tage op mod 20 timers overarbejde uden overarbejdsbetaling, når coronakrisen er overstået. 

Alternativet er en fyreseddel, fremgår det af skrivelserne fra tandlægerne til de ansatte. De ekstra krav til medarbejderne vækker vrede hos HK Privat. 

- Jeg synes, at det er fuldstændigt uden for nummer, at tandlægerne prøver at presse de ansatte på den her måde, siger Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat. 

- Klinikassistenterne er enormt presset af krisen, ligesom tandlægerne er det, og vi ved, at de vil gå enormt langt for at hjælpe med at redde deres og deres kollegers job. Men vi oplever, at de bliver presset til at sige ja til ting, som overhovedet ikke er i orden, tilføjer hun. 

Tandklinikker styrtbløder

Landets tandklinikker er lige nu tvangslukket for alt andet end akutte behandlinger, og det har ført til en styrtblødning i tandlægernes indtjening. 

Således anslår Tandlægeforeningen, at de private klinikejere står til at tabe op mod 98 pct. af deres indtjening i løbet af de næste tre måneder. 

Hos HK Privat har næstformanden 'fuld forståelse for', at tandlægerne står i en ekstraordinært svær situation på grund af coronakrisen. 

Vi ser jo situationer, hvor de ansatte nærmest får at vide, at der er nogen, der mister jobbet, hvis de ikke går med til en lønnedgang. Den slags ultimatummer er simpelthen ikke i orden
Anja C. Jensen, næstformand, HK Privat

Hun fortæller, at fagforeningen blandt andet har lavet en række ekstraordinære aftaler om såkaldt arbejdsdeling, hvor klinikassistenter deles om arbejdet under nedlukningen ved skiftesvis at være på job og dagpenge. 

- Så jeg synes, at vi strækker os langt, og det synes jeg også, at vi har gjort gennem de lønkompensations-aftaler, som fagforeninger og arbejdsgivere i fællesskab er nået til enighed om, siger Anja C. Jensen. 

Tandlægerne står i en situation, hvor de fra politisk hold er blevet lukket. Er det ikke kun fair, at klinikassistenterne også bidrager til at holde klinikkerne kørende ved eksempelvis at gå ned i løn, som man har set andre steder? 

- Jo, hvis det er noget, som de beslutter i fællesskab, og gør med åbne øjne, fordi de vurderer, at det kan være med til at redde deres virksomhed, siger Anja C. Jensen. 

LÆS OGSÅ: Tandlæger stemmer nej til overenskomst trods corona

- Men vi ser jo situationer, hvor de ansatte nærmest får at vide, at der er nogen, der mister jobbet, hvis de ikke går med til en lønnedgang. Den slags ultimatummer er simpelthen ikke i orden. Det er ikke de ansattes skyld, at deres arbejdsgivere står i en krise, siger næstformanden. 

Folk skal stadig have lavet tænder

Hos HK Privat er man også fortørnet over, at mange tandklinikejere ifølge fagforeningen forsøger at presse klinikassistenter til permanent lønnedgang eller til at frasige sig pension og feriepenge, selvom klinikkerne står til at få travlt, når regeringens tvangslukning udløber den 30. juni.

- Det kan vi se ved, at tandlægerne jo meget gerne vil have vores medlemmer til at arbejde over, vel og mærke uden at betale ekstra for det, når regeringens forbud løber ud, siger Anja C. Jensen. 

- På den måde står tandlægerne i en position, som jeg tror, at mange spisesteder og hoteller vil misunde dem. For restauranternes kunder kommer jo ikke og spiser det, de skulle have spist for to måneder siden. Men folk skal jo stadig have lavet tænder, tilføjer næstformanden. 

Den rådgivning, vi giver vores medlemmer, er, at man uanset, hvad man aftaler, skal holde sig indenfor overenskomstens rammer
Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne, Tandlægeforeningen

Ifølge tal, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik, tjener landets privatpraktiserende tandlæger i gennemsnit mere end én mio. kroner om året.

Samtidig viser tallene, at landets selvstændige tandlæger i gennemsnit har sparet mere end to mio. kr op i deres virksomhed. 

- Tandlægerne har en høj løn og store opsparinger, og det er dem, der nyder gevinsten, når tiderne er gode. Nu forsøger de så at tørre regningen for den her krise af på klinikassistenterne, der en af de lavest lønnede grupper i branchen. Det synes jeg er usmageligt, mener Anja C. Jensen. 

LÆS OGSÅ: Tandlæger vil have billigere overenskomst pga. corona: Populær fritvalgskonto er øm tå

Hos Tandlægeforeningen oplyser formand for klinikejerne, Torben Schønwaldt, at man ikke kender til de konkrete sager, og derfor ikke kan udtale sig om dem. 

- Men vores holdning er, at man skal overholde overenskomsten med HK. Den rådgivning, vi giver vores medlemmer, er, at man uanset, hvad man aftaler, skal holde sig indenfor overenskomstens rammer, skriver Torben Schønwaldt i et mailsvar til A4 Arbejdsliv.