Hos HK er man bekymret for, om tandklinikkerne overhovedet er klar til at tage imod de mange tusinde danskere, der forventeligt står i kø for at komme til hos tandlægen. Arkivfoto. Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix

Klinikansatte i coronafrygt før genåbning: 'Det er det rene cowboyland'

19. apr, 08:05
Landets tandlægeklinikker står foran en snarlig genåbning. Flere ansatte er dog bekymrede for, at klinikkerne ikke har tilstrækkeligt med værnemidler til at beskytte dem mod coronavirus.

Kære læser

Denne artikel har vi nu valgt at åbne uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.

Genåbningen af Danmark er for alvor begyndt og fra på mandag får danske borgere igen mulighed for at få renset tænder og lavet huller, når landets tandklinikker åbner efter en måneds nedlukning. 

LÆS OGSÅ: Kommune vil lade tandklinikassistenter vaske legetøj i børnehaver: 'Vi undrer os da lidt'

Hos fagforeningen HK er man imidlertid bekymret for, om tandklinikkerne overhovedet er klar til at tage imod de mange tusinde danskere, der forventeligt står i kø for at komme til hos tandlægen. 

Ifølge Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat, har fagforeningen i de seneste dage fået en lang række opkald fra klinikassistenter, der frygter for coronasikkerheden på deres arbejdspladser. 

- Vores indtryk er, at der flere steder ikke er værnemidler nok. Vi hører om klinikker, hvor de ansatte må vaske mundbind i hånden, eller bruge forklæder og skærme fra Harald Nyborg, der langt fra er tilstrækkelige, når det kommer til at holde smitte væk, siger Anja C. Jensen til A4 Arbejdsliv. 

Under coronanedlukningen har tandklinikkerne stadig behandlet patienter med akutte problemer.

Det er sket ved brug af ekstra værnemidler som visirer og overtræksdragter, og det er altså dem, som klinikassistenterne ifølge HK nu melder om mangel på. 

- De ansatte er dybt bekymrede og bange for, om de sætter patienternes sikkerhed på spil, eller selv bliver smittet. Ud fra det, de fortæller, er der visse steder tale om det rene cowboyland, siger næstformanden. 

Klinikejer-formand: Ikke mangel på værnemidler 

Hos Tandlægeforeningen mener formanden for landets klinikejere, Torben Schønwaldt, ikke, at der er grund til den store bekymring forud for tandklinikkernes genåbning mandag morgen. 

- Det er ikke mit indtryk, at der er mangel på værnemidler. De er tilgengæld blevet dyrere at købe ind, siger Torben Schønwaldt til A4 Arbejdsliv. 

Han understreger desuden, at landets tandlægeklinikker i forvejen er arbejdspladser, hvor der er et strengt fokus på hygiejne. 

- Det er jo ikke noget nyt for os at skulle håndtere smitsomme sygdomme. Det gør vi også med ting som den almindelige sæsoninfluenza. Vi er altså vant til det, siger Torben Schønwaldt. 

Jeg forstår på dig, at du ikke personligt er bekymret. Men hvis klinikassistenterne og andet personale siger, at de er bekymrede, er det så ikke værd at lytte til, så de kan være trygge i deres arbejde?

- Selvfølgelig skal man lytte til det og forsøge at give information, der kan berolige dem, så de ikke bringer utrygheden med ind i arbejdet. Men jeg har en stor tiltro til, at klinikejerne har styr på hygiejnereglerne og har de relevante værnemidler, så de kan passe på patienter og ansatte, siger klinikejerformanden.

Tandlæge: Godt for butikken

Det er dog ikke alle landets tandlæger, der ser ubekymret frem til den snarlige genåbning af tandklinikkerne. 

Tandlæge Peter Anthonisen, der er medejer af Tandlægehuset i Skjern, fortæller, at han indenfor kort tid frygter at løbe tør for de ekstra værnemidler, som landets klinikker har brugt indtil nu. 

- Vi har, så vi kan klare os i en kort periode. Vi kan måske klare os i tre uger, men så løber vi i hvert fald også helt tør, siger Peter Anthonisen til B.T. 

Han fortæller desuden til avisen, at han er ikke er sikker på, om det er en god idé at åbne for landets tandklinikker på nuværende tidspunkt. 

- Det er godt for min butik, og det er godt for mine patienters tænder, men jeg ved ikke, om det er godt for sundheden. Det kan jeg godt have min tvivl om, siger Peter Anthonisen.

HK vil holde øje

Hos HK afventer man lige nu Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til, hvordan genåbningen af tandklinikkerne skal foregå. 

Næstformand Anja C. Jensen understreger, at man fra fagforeningens side særligt vil have fokus på, at der ikke bliver lukket for mange patienter ind i klinikkerne ad gangen. 

- Lige nu er der rigtig mange, der venter på at komme til tandlægen, og rigtig mange tandlæger, der øjner muligheden for hurtigt at få mange kunder i butikken. Det forstår vi godt, men det ville da være tosset, hvis det betød, at mange ugers forsigtighed og nedlukning pludselig var spildt. siger Anja C. Jensen. 

LÆS OGSÅ: Frisøren Trine er lettet: 'Men jeg tager ikke imod kunder endnu'

- Derfor er det også altafgørende at sikre, at Sundhedsstyrelsen laver nogle retningslinjer, der sætter de ansattes sikkerhed og sundhed over behovet for hurtig profit. Alt andet vil være dybt uforsvarligt, siger Anja C. Jensen.