Holstebro_R__dhus
En leder i Holstebro Kommune udstedte ulovlig instruks om stop for anbringelser af udsatte børn og unge Foto: Holstebro Kommune

Ansatte fik besked på at spare på udsatte børn: Ikke rimeligt, lyder det fra fagforening

15. apr 2021, 9:11
Sagsbehandlere i Holstebro Kommune fik instruks fra kommunal chef om at skære på hjælpen til udsatte børn og unge. Det er på ingen måde rimeligt for hverken børn eller medarbejdere, slår HK Kommunal fast.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Kommunal.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Både børn og medarbejdere i Holstebro er blevet sat i en ubehagelig klemme efter, at en leder af kommunens Familieafdeling udsendte en klar instruks til sagsbehandlerne om, at de skulle spare penge og derfor ikke længere måtte anbringe flere børn.

Og det er bestemt ikke rimeligt, lyder reaktionen nu fra HK Kommunal, der organiserer socialformidlerne i kommunerne.

LÆS OGSÅ: Børn i voldsramte familier hårdt ramt af nedlukning

- Økonomi må ikke være afgørende i børnesager. Det er på ingen måde rimeligt over for de udsatte børn, der mangler den hjælp. Men det er heller ikke på nogen måde fair over for sagsbehandlerne, og jeg kan ikke se, hvordan sådan en instruks fra en leder kan være lovlig, siger næstformand Mads Samsing.

Flere sager i rækken

Sagen fra Holstebro Kommune har siden den kom frem i søgelyset kastet en del kritik af sig. I Jyllands-Posten stempler flere professorer i socialret og forvaltningsret instruksen som værende ulovlig.

Alligevel er instrukssagen fra Holstebro kun det seneste eksempel på en længere række af sager om kommuners besparelser på børne- og socialområdet.

LÆS OGSÅ: Mette F. vil anbringe flere børn uden for hjemmet: Ekspert peger på én kæmpe udfordring

I starten af april 2021 måtte en centerchef fra Guldborgsund Kommune fratræde sin stilling efter, at han havde givet sine ansatte en instruks om, at de hver skulle spare 100.000 kroner på udsatte børn.

Det er den samme chef, der sendte den famøse instruks til sagsbehandlerne i Holstebro Kommune.

Derfor er det også ifølge Mads Samsing vigtigt, at man fra politisk side i højere grad økonomisk prioriterer indsatsen for udsatte børn og unge.

LÆS OGSÅ: Socialrådgiver stoppede ulovlige besparelser på anbragte børn og unge

- Børn og unge, der er udsat for omsorgssvigt og mistrivsel skal have den hjælp, de har brug for, så de kan få en god barndom. Og så skal vi også sige fra overfor ulovlig praksis og ulovlige instrukser, så fagligheden i afdelingerne ikke bliver sparket til hjørne og overtrumfes af økonomiske hensyn.