Sundhedsstyrelsens retninglinjer mod coronasmitte blev ikke overholdt, lyder det fra ansat på tandlægeklinik. Foto: Jumpstory / modelfoto

Ansat i chok over Arbejdstilsynet: 'De tager det jo ikke alvorligt!'

4. maj, 06:00
Ansat gik til Arbejdstilsynet, fordi hun var bekymret over, at Sundhedsstyrelsens retninglinjer mod coronasmitte ikke blev overholdt på den tandlægeklinik, hvor hun arbejder. Tilsynet mødte dog ikke op på kontrolbesøg, men ringede i stedet til arbejdsgiveren for at høre, om forholdene var i orden.

Mundbind, visir, gummihandsker og engangskitler med lange ærmer. 

I forbindelse med genåbningen af landets tandklinikker har Sundhedsstyrelsen indført strenge retningslinjer, der betyder, at personalet på klinikkerne skal bære værnemidler for at forhindre coronasmitte ved tandbehandlinger.

LÆS OGSÅ: Klinikansatte i coronafrygt før genåbning: 'Det er det rene cowboyland'

Derfor troede klinikassistenten Lone Nielsen også, at hun efter en lang periode som hjemsendt ville komme tilbage til en arbejdsplads med langt strengere sikkerhedsprocedurer og en hverdag, hvor tandbehandlinger blev gennemført iklædt sikkerhedsudstyr fra top til tå. 

Det viste sig dog ikke at være tilfældet.

- Vi fik udleveret et visir, men det var så også det. Når vi behandlede patienterne var det i korte ærmer og med besked på, at vi ikke skulle skifte mundbind, når vi var færdige med patienterne, fortæller Lone Nielsen til A4 Arbejdsliv. 

- Alt var som før corona ramte, og jeg var ærligt talt forbløffet og skuffet over, at min arbejdsgiver ikke tog det mere seriøst, siger Lone Nielsen. 

LÆS OGSÅ: HK raser: Tandlæger presser ansatte til gratis overarbejde trods millioner på bankbogen

A4 Arbejdsliv har desuden set et billede fra personalehåndbogen på Lone Nielsens arbejdsplads. Her står det tydeligt beskrevet, at de ansatte ikke skal skifte kitler eller mundbind, medmindre de er tydeligt beskidte.

Det på trods af, at Sundhedsstyrelsens retninglinjer udtrykkeligt foreskriver, at netop de to typer værnemidler bliver skiftet efter hver patient. 

- Det gik hurtigt op for mig, at min chef overhovedet ikke tog det her alvorligt, og det gjorde mig godt nok bange, fortæller Lone Nielsen. 

Arbejdstilsynet ringede til chef

Efter længere tids overvejelser og utryghed over at udsætte sig selv og patienter for unødig smittefare valgte Lone Nielsen at gå til fagforeningen HK Privat, der meldte den jyske klinik til Arbejdstilsynet for ikke at overholde Sundhedsstyrelsens retninglinjer. 

Arbejdstilsynet valgte dog i første omgang ikke at møde på klinikken for at tjekke om forholdene mod coronasmitte i klinikken levede op til kravene. 

I stedet ringede tilsynet ifølge Lone Nielsen til klinikken, og tog en kort samtale med klinikkens ejer. 

- Min kollega overhørte samtalen, og fortalte, at der blev stillet tre-fire simple spørgsmål, hvorefter personen i den anden ende ønskede god dag og lagde på, fortæller Lone Nielsen. 

LÆS OGSÅ: Tandklinikassistent om coronapres fra chefen: 'Jeg får dagligt at vide, at jeg skal gå ned i løn'

- Da jeg hørte, at de bare havde ringet og ikke var mødt op, gik luften fuldstændig ud af ballonen. Som ansat er det altså ikke bare sådan at melde sin arbejdsgiver til myndighederne, og jeg er lidt i chok over, at de ikke tager det mere alvorligt, fortæller Lone Nielsen. 

Som ansat er det altså ikke bare sådan at melde sin arbejdsgiver til myndighederne, og jeg er sgu lidt i chok over, at de ikke tager det mere alvorligt
Lone Nielsen, klinikassistent

Klinikken blev anmeldt til Arbejdstilsynet af HK Privat for lidt over en uge siden, og opkaldet fra Arbejdstilsynet til klinikken foregik angiveligt tirsdag eftermiddag i sidste uge. Arbejdstilsynet har ifølge Lone Nielsen ikke været på tilsynsbesøg siden da. 

Fagforening: 'Fuldstændig problematisk'

Fagforeningen HK Privat har i flere uger advaret om, at brugen af værnemidler og andre tiltag, der skal sikre mod coronasmitte på landets tandklinikker, i mange tilfælde er langt fra at leve op til sundhedsmyndighedernes krav. 

Fagforeningen har indtil videre meldt ni tandklinikker til Arbejdstilsynet, og flere anmeldelser er angiveligt på vej.

Ifølge næstformanden i HK Privat, Anja C. Jensen, har Arbejdstilsynet dog i samtlige tilfælde enten undladt at besøge de anmeldte klinikker, eller reageret på klagerne ved at lave telefoninterview med klinikkernes ledelse.

Det mener næstformanden er dybt uacceptabelt og problematisk.

- Der er bred enighed om, at man skal tage risikoen for coronasmitte dybt alvorligt, og det synes jeg simpelthen ikke, at Arbejdstilsynet gør i det her tilfælde, siger Anja C. Jensen til A4 Arbejdsliv. 

- Når tilsynet får så mange henvendelser om, at ansatte og patienter bliver udsat for unødig smittefare, fordi klinikejerne sjofler deres ansvar, så synes jeg simpelthen ikke, at man kan nøjes med et telefonopkald, siger næstformanden.

Hver fjerde: Coronasikkerhed er ikke god nok

I en undersøgelse, som HK Privat har lavet blandt 358 klinikassistenter, vurderer kun hver fjerde, at deres arbejdsgiver har taget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte ansatte og patienter mod coronasmitte. 

Samme andel svarer, at der ikke er nok værnemidler på deres arbejdsplads, eller at værnemidlerne er for hjemmelavede eller af dårlig kvalitet.

- Vi hører den ene vanvittige historie efter den anden fra vores klinikassistenter om alt fra, at de bruger de samme mundbind en hel dag eller arbejder i afdækningsplast. Det er chokerende, at så mange klinikassistenter svarer, at der ikke er styr på værnemidlerne og sikkerheden, siger Anja C. Jensen. 

Hvis ikke de ansatte kan regne med Arbejdstilsynet, hvor skal de så gå hen? Skal de ringe til politiet?
Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat

- Der er alle indikationer på, at det her er et område, som Arbejdstilsynet burde interessere sig rigtig meget for. Og hvis ikke de ansatte kan regne med Arbejdstilsynet, hvor skal de så gå hen? Skal de ringe til politiet, spørger Anja C. Jensen. 

Arbejdstilsyn skærper fokus på coronasmitte

A4 Arbejdsliv har spurgt Arbejdstilsynet, om tilsynet siden HK Privat's anmeldelser har rykket ud til de anmeldte tandklinikker. 

Arbejdstilsynets presseafdeling oplyser til A4 Arbejdsliv, at tilsynet ikke kan kommentere på konkrete anmeldelser. 

- Det er altid arbejdsgiverens ansvar at sikre, at arbejdet foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det gælder også i forhold til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at hindre smitte med coronavirus. Vi kommenterer af hensyn til klagerens anonymitet principielt ikke på konkrete klager, skriver tilsynet i mailsvaret. 

Arbejdstilsynet oplyser desuden, at myndigheden under hele corona-epidemien har ført tilsyn med 'alvorlige ulykker og klager' efter en konkret vurdering.

Tilsynet har dog også haft særligt fokus på enkelte brancher, herunder bygge- og anlægsbranchen. 

Derudover oplyser presseafdelingen, at Arbejdstilsynet fra den 27. april har 'skærpet reaktionsniveauet' i forhold til risiko for coronasmittefare. 

- Arbejdstilsynet vil reagere med strakspåbud, hvis arbejdsgiveren ikke lever op til sit ansvar og ikke har truffet effektive foranstaltninger for at beskytte de ansatte. Det kan for eksempel være at sikre de ansatte med værnemidler, sikre at der holdes afstand eller undgås fysisk kontakt, eller hvis de ansatte ikke benytter de værnemidler og instruktioner, de har fået af arbejdsgiveren, oplyser presseafdelingen. 

Lone Nielsen er ikke den ansattes rigtige navn. Den ansattes navn er redaktionen bekendt, men vedkommende ønsker at være anonym af hensyn til sit videre ansættelsesforhold.