20210215175536657_1000
Henrik Ullum er direktør for Statens Serum Institut (SSI), der oplyser, at mere end halvdelen af lørdagens positive coronaprøvesvar var med den britiske coronavariant, B117. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Nye coronavarianter er nu dominerende

TEMA: Corona i Danmark
15. feb. 2021 21.10
De nye coronavarianter stod lørdag for mere end halvdelen af de undersøgte positive coronaprøvesvar.

52,5 procent af 326 positive coronaprøver analyseret lørdag indeholdt en variant af corona. Det fremgår af foreløbige tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er især den britiske coronavariant, B117, der fortsat fylder mere i Danmark.

SSI vurderer foreløbig, at B117 stod for mellem 28,9 procent og 33 procent af de nye smittetilfælde med coronavirus i uge 5. Der er i alt 2294 bekræftede tilfælde af virusvarianten indtil videre.

Ud over den britiske variant er også en sydafrikansk variant af coronavirus fundet i Danmark. Den går under navnet B1351 og er blevet påvist otte gange.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere udtalt, at det forventes, at den britiske variant af coronavirus vil stå for 80 procent af de nye smittetilfælde med coronavirus i starten af marts.

De danske sundhedsmyndigheder vurderer, at B117 ikke gør de smittede mere syge end den oprindelige virusvariant. Til gengæld menes den at være mere smitsom - altså lettere kunne sprede sig til flere personer.

I alt 332 mennesker har fået et positivt coronasvar fra en standard PCR-test, der blev taget i lørdags. 326 af de prøver er siden blevet analyseret for de nye virusvarianter med den test, der kaldes delta-PCR.

Delta-PCR-testen kan inden for 12 til 24 timer give svar på, om der er smitte med en af de nye virusvarianter.

Andelen af virusprøver med varianter af corona voksede støt i løbet af februar. I starten af måneden var andelen på 23,7 procent.

Der er endnu ikke i Danmark fundet B117 med mutationen E484K, der menes at kunne svække vaccinens effekt. Det betyder dog ikke, at mutationen ikke kan forekomme i B117. Det er nemlig påvist i Storbritannien.

SSI beskriver mutationen E484K som en mutation i virus' spikeprotein, som er der, antistoffer fra de kendte vacciner binder.

Laboratorieforsøg har vist, at vaccinerne ikke er lige så effektive på virus med den konkrete mutation.

E484K er til gengæld bekræftet i de danske tilfælde af den sydafrikanske coronavariant.

/ritzau/