20210104122101456_1000
92-årige Chresten Baisgaard blev som den første nordjyde prikket med coronavaccinen søndag 27. december. Det skete på plejehjemmet Birkebo, hvor han bor. (Arkivfoto). Foto: Lars Horn/Ritzau Scanpix

Alle plejecentre i Danmark har fået første vaccine fredag

TEMA: Corona i Danmark
4. jan. 2021 19.45
Det går hurtigere end først antaget med at vaccinere alle plejehjemsbeboere, der har takket ja til vaccine.

Alle plejehjemsbeboere i Danmark, som har ønsket at få coronavaccinen, har fået første stik, når ugen er omme.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Det er hurtigere end ventet, blandt andet fordi det har vist sig, at der kan trækkes flere end de ventede fem vacciner op af hvert hætteglas fra Pfizer og BioNTech.

Senest fredag vil plejehjemsbeboere i regionerne Syddanmark, Sjælland og Midtjylland få deres første vaccinestik mod corona.

Det regner man med, at kunne gøre en dag hurtigere i Nordjylland og Hovedstaden.

Før nytår oplyste flere regioner, at man først var færdige med at give første stik i uge to.

Den snarlige afslutning af første vaccinerunde hos plejecentrene vækker glæde ude i regionerne.

- Det er fantastisk, at vi er kommet hertil. På plejehjemmene er nogle af vores mest sårbare medborgere, og nu har vi taget et første vigtigt skridt i forhold til at beskytte dem mod coronavirus siger regionsrådsformand i Region Nordjylland Ulla Astman (S).

Der er 69 plejehjem med i alt 5500 beboere i Region Nordjylland. Op mod 95 procent af alle beboerne har ifølge regionsrådsformanden sagt ja tak til at modtage vaccinen.

I Region Midtjylland vil omkring 10.800 borgere på plejecentre have fået første stik fredag.

- Vi er forud for planen. Det er et imponerende samarbejde på tværs af mange aktører i sundhedsvæsenet, vi er vidne til, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Regionen har ikke tal på, hvor mange borgere, der har sagt ja til tilbuddet om at blive vaccineret, men opbakningen er stor i kommunerne, oplyser Anders Kühnau.

I Region Syddanmark har 93 procent af beboerne på de 234 plejehjem valgt at takke ja til vaccinen.

- I dag bruger vi de sidste af de 11.700 vacciner, vi fik i første sending, og samtidig er den næste leverance på 11.700 vacciner landet, så vi kan gå i gang med at vaccinere med dem i morgen. Så det går stærkt, siger Regionsrådsformand Stephanie Lose, (V).

Det første stik skal følges op af yderligere et stik med tre til seks ugers mellemrum.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere sagt, at han forventer, at alle plejehjemsbeboere, der ønsker en vaccine, vil være færdigvaccineret inden udgangen af januar.

/ritzau/