Advokat: Sådan er virkeligheden for de svageste

20. jun, 08:34
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

47 PROCENT. Det tal siger nok ikke de fleste noget, men for titusindvis af børn med et fysisk eller psykisk handicap er dette et tal, som for dem og deres familier kan blive afgørende for deres liv.

LÆS OGSÅ: Borgerrådgiver: Velfærdssamfundets fundament slår revner

De 47 procent dækker nemlig over den omgørelsesprocent for kommunale afgørelser, hvor Ankestyrelsen i 2018 vurderede, at kommunernes oprindelige afslag på at yde hjælp og støtte til de handicappede børn skulle omgøres – omgørelserne skete for størstedelen af disses vedkommende ved at hjemvise afgørelserne til fornyet behandling i kommunerne, særligt på grund af sagsbehandlingsfejl, mens knap en tredjedel af de omgjorte afgørelser blev ændret direkte af Ankestyrelsen til et andet resultat.

47 procent! Dette tal synes helt uvirkeligt – selv for mig, der er advokat og tjener mit levebrød ved hver dag at repræsentere handicappede børn og voksne i deres kamp for at få omgjort kommunale afgørelser. Når tallet skræmmer mig, der ellers har set lidt af hvert som professionel på området, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det må virke på andre.

METTE FREDERIKSEN BAD, i sin tale til befolkningen den 29. marts efter coronakrisen havde gjort sit indtog i Danmark, de svageste om at være de stærkeste i denne tid. For de handicappede børn har dette dog i lang tid været deres virkelighed, og vil efter al sandsynlighed også være det i lang tid efter, at coronakrisen blot er et tragisk minde i de fleste folks hukommelse. For i modsætning til mange andre forbigående forhold, som fx forbuddet mod at besøge, og modtage besøg af, sine kære på plejehjem, så er udfordringerne for de handicappede børn ikke blot nogle, som begrænser sig til coronakrisens levetid. Tværtimod, så har udfordringerne været der længe før, coronaen gjorde sit indtog i Danmark, og vil efter al sandsynlighed fortsætte med at være der, medmindre der gøres noget radikalt.

Faktum er dog, at en af de absolut svageste grupper i samfundet længe har skullet være den stærkeste, og at politikernes opfordring til de svageste under coronakrisen nu sætter på spidsen, om dette er fair og holdbart
Thomas Taguchi, advokat hos Socialretsadvokaterne

Således fremgår det af Social- og Indenrigsministeriets offentliggørelser fra tidligere år, at omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet i 2016 var på 46 procent og i 2017 på 52 procent. I 2018 landede den altså på 47 procent, mens tallene for 2019 endnu ikke er offentliggjort i samlet form.

LÆS OGSÅ: Økonomiprofessor Nina Smith: Corona-krisen koster os ti år på velfærden

Der er dog intet, der tyder på, at det er blevet meget bedre, eller fremadrettet vil nå et niveau, hvor tilliden til de kommunale afgørelser øges. Snarere tværtimod. Når støvet fra coronakrisen har lagt sig, og gælden fra den massive offentlige støtte skal betales, er man naturligvis nødsaget til at se på områder, hvor der kan spares.

Jeg ved, at dette er en tanke, som skræmmer mange forældre til handicappede børn, da det længe har været mistanken blandt mange pårørende til handicappede, at kommunernes afslag på hjælp nogle gange bunder i fastlagte kommunale budgetter på området - og dertilhørende besparelseshensyn - snarere end at være udtryk for, at kommunerne har ladet sagen undergå den juridiske tættekam for at opnå et materielt korrekt resultat.

Om dette er rigtigt eller ej skal jeg lade stå usagt. Faktum er dog, at en af de absolut svageste grupper i samfundet længe har skullet være den stærkeste, og at politikernes opfordring til de svageste under coronakrisen nu sætter på spidsen, om dette er fair og holdbart. Særligt hvis selvsamme politikere ikke samtidig sikrer, at de handicappedes lovfæstede rettigheder sikres i bedre omfang end det hidtil har været tilfældet.

MEN HVORFOR OVERHOVEDET italesætte, at der skulle være dybe udfordringer på handicapområdet, som fx kan medføre tragedier for handicappede børn, når nu Ankestyrelsen kan fungere som bagstopper for eventuelle fejl?

Jo, for det første er der selve sagsbehandlingstiden for Ankestyrelsen, og for det andet er der den egentlige vurdering af kommunernes afgørelser.

Ventetiden i Ankestyrelsen kan nemt nå 5-6 måneder, og indtil da står mange familier uden den ansøgte hjælp og støtte, som ellers skulle have været familiens og det handicappedes barns sikkerhedsnet, samtidig med den nagende uvished om, hvorvidt Ankestyrelsen overhovedet vil give dem medhold, når sagen endelig bliver realitetsbehandlet.

LÆS OGSÅ: Professor: Coronakrisen skubber udsatte danskere ud af arbejdsmarkedet

Dette er desværre ikke blot en illusorisk frygt, da reglerne på det socialretlige område er mange og komplekse, samt præget af individuelle juridiske fortolkninger af rammebestemmelser, der giver de sagsbehandlere, som fortolker disse, en vid adgang til at fastsætte skønsmæssige afgørelser - hvornår har et barn fx en ”betydelig og varig nedsat fysisk funktionsevne” eller en ”indgribende kronisk eller langvarig lidelse”. Der eksisterer visse retningslinjer, fx nedskrivning af folketingets intention med bestemmelserne samt visse vejledninger, men disse dækker langt fra alle situationer. Hertil er der videre ikke taget højde for de analogibetragtninger fra andre bestemmelser eller retspraksis, som for det skarpe øje muligvis kan inddrages som fortolkningsbidrag i en konkret sag.

Der er således langt fra nogen garanti for, at Ankestyrelsen nødvendigvis træffer den juridisk korrekte afgørelse, når sagen endelig bliver realitetsbehandlet, da Ankestyrelsen (som kommunerne) jo også kan tage fejl.

Det gør det derfor endnu mere bekymrende, når det så samtidig ses, at Ankestyrelsen de sidste par år alligevel har omgjort mellem 46–52 procent af de påklagede kommunale afgørelser om afslag på hjælp og støtte til handicappede børn. Og hertil er ikke engang medregnet de tilfælde, hvor borgerne fx ikke har haft de personlige ressourcer til at påklage den kommunale afvisning.

På længere sigt kunne det overvejes, om handicapområdet burde overflyttes til regionerne, hvor specialistkompetencerne kunne samles, samt at udbetale kompensation for forkerte afgørelser
Thomas Taguchi, advokat hos Socialretsadvokaterne

Hvis man i Danmark bliver mistænkt for røveri eller voldtægt, så er det en grundlæggende rettighed for den sigtede, at denne altid kan få beskikket en advokat til at hjælpe sig. Det vil sige, at det offentlige sikrer, at man altid kan få advokathjælp til sin sag, så man har en professionel i sit ringhjørne til at hjælpe sig. Dette er både nødvendigt og fair.

Denne rettighed har handicappede børn (og voksne) dog desværre ikke, når de får afslag på støtte fra kommunen. En støtte som ellers i mange tilfælde er fundamental for, at hverdag for den handicappede og dennes familie kan hænge sammen. Det er ikke fordi, at jeg på nogen måde er fortaler for, at et lignende system indføres for at sikre handicappedes rettigheder – langt fra.

Ønsket er derimod, at der opbygges et system på handicapområdet, hvor fejlmarginen for den kommunale sagsbehandling og de dertilhørende afgørelser er så lav, at det alene er de helt principielle afvisninger om støtte, som kræver professionel hjælp. Man kunne starte på dette ved at sikre, at sager på tværs af kommunerne i videst muligt omfang blev behandlet ensartet gennem vidensdeling samt tværgående sammenlægning af specialistkompetencer, og at det juridiske fundament afgørelserne blev truffet på basis af generelt blev styrket.

På længere sigt kunne det overvejes, om handicapområdet burde overflyttes til regionerne, hvor specialistkompetencerne kunne samles, samt at udbetale kompensation for forkerte afgørelser.

LÆS OGSÅ: Politisk flertal forlænger 225-timers reglens dvale

Regeringen og de samlede politiske partier var ikke længe om bredt set at støtte erhvervslivet, da dette i denne svære tid kaldte på hjælp, hvilket også var og er absolut nødvendigt for at sikre den fremtidige velfærd i Danmark samt de hårdtarbejdende mennesker i vores fantastiske virksomheder.

Spørgsmålet er dog, om de toneangivende politikere også vil være lige så lydhøre, når en måske ikke økonomisk, men i hvert fald menneskelig set lige så vigtig gruppe gør det samme – og dermed også viser en politisk vilje til at støtte de svageste i at være de stærkeste. Særligt når de svageste i efterdønningerne på denne krise ser ud til at stå endnu svagere.

Om Thomas Taguchi

Født i 1984 og har arbejdet som advokatfuldmægtig og siden advokat fra 2011. Han har - som den formentlig yngste person nogensinde - været ekstern underviser i 4 forskellige fag, bl.a. menneskerettigheder, på det juridiske fakultet under Københavns Universitet, hvor han pt. er ekstern lektor i civilprocesret (retssagsførelse). Herudover har han sideløbende med sit arbejde og sin undervisning været næsten ti år som frivillig hos Københavns Retshjælp.

Efter flere år i danske topadvokatfirmaer (som rådgiver Danmarks største selskaber, Staten og kommuner) valgte Thomas at blive selvstændig, for blandt andet at have frihed til at kunne hjælpe privatpersoner i svære situationer, og støtte dem gennem de udfordringer de møder i konflikter mod kommuner og Staten, hvor der ofte er et meget ulige styrkeforhold.

Thomas’ mål er at give alle - uagtet økonomiske forudsætninger - mulighed for at få den bedste juridiske bistand, så denne ikke kun er forbeholdt de største selskaber i Danmark og det offentlige, som stort set har ubegrænsede ressourcer til at hyre de bedste advokater.