Arbejdsmarkedets_Hus_Morten_Dueholm_Ritzau_Scanpix
Arbejdsmarkedets Hus i København, hvor Arbejdsretten Foto: Morten Dueholm/Ritzau Scanpix

Aarhus-virksomhed skal betale 450.000 kr for ulovligt at varsle HK’ere ned i løn

4. jan 2021, 15:10
HK vandt kort før jul en sag i Arbejdsretten, hvor en aarhusiansk virksomhed ulovligt har varslet seks medarbejdere ned i løn.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

- Afgørelsen viser, at man ikke bare kan bryde en overenskomst og tvinge medarbejderne ned i løn uden behørig grund, siger formand for HK Privat Østjylland Søren Sørensen til HK Privat.dk.

- Gå ned i løn eller anse dette som et seks måneders opsigelsesvarsel. Så kontant var meldingen til seks medarbejdere hos en aarhusiansk virksomhed i starten af 2019. HK mente klart, at dette var et brud på den overenskomst, som man har med virksomheden, og sagen har derfor skullet afgøres i Arbejdsretten.

LÆS OGSÅ: OK21: Mød statens nye topforhandler

Fagforeningen har ført sag for i alt fire af de involverede, og det har nu resulteret i, at de fire medarbejdere har ret til efterbetaling af den løn, som de er gået glip af – tilsammen et beløb på over 450.000 kr. foruden procesrenter.

Det var derfor også en glad formand for HK Privat Østjylland, der modtog dommen:

- Det her er en sejr for både vores medlemmer, der nu kan se frem til noget af en julegave i form af efterbetaling, men også for det arbejdsretslige system. Afgørelsen sætter to tykke streger under, hvorfor det er så vigtigt, at man er medlem af en rigtig fagforening, der netop kan føre denne slags sager - og ikke mindst kan forsvare de aftaler, som indgås i overenskomsterne, siger formand for HK Privat Østjylland, Søren Sørensen.

LÆS OGSÅ: Medlemmer troede, de var medlem af en fagforening: Nu risikerer de skattesmæk

Faglig konsulent John Gram i HK Privat Østjylland, der har siddet med sagen, er også tilfreds med dens udfald.

- Denne afgørelse er vigtig. Virksomheden har blandt andet brugt som undskyldning for lønnedgangen, at man har haft et år med underskud på grund af blandt andet investeringer i et nyt it-system, men det har Arbejdsretten ikke fundet som tilstrækkeligt belæg for at tilsidesætte overenskomsten, siger John Gram.

LÆS OGSÅ: Gik du ned i løn under krisen? Her er dine muligheder

Arbejdsretten har i sin dom lagt vægt på specifikke paragraffer i overenskomsten, der dels forhindrer forringelser af medarbejdernes lønforhold, dels kræver, at løn forhandles individuelt. Da medarbejderne blev forsøgt at blive sat kollektivt ned i løn som en gruppe, så har man altså brudt med disse aftaler.

Udover efterbetaling af løn skal virksomheden også betale en bod på 75.000 kr. til HK for brud på overenskomsten.