Peter_Bars__e
- Jobvejlederen i a-kassen tog udgangspunkt i mine ressourcer, hvad jeg tidligere havde lavet, og hvorfor jeg havde sagt op. Hun så mig som et helt menneske, fortæller Peter Barsøe, som ved hjælp af sin a-kasse, BUPL-A, kom i arbejde efter kun to ugers ledighed. Foto: Privat

A-kassen hjalp Peter i nyt job: Det gav mig et boost

26. jan 2021, 16:00
Pædagog Peter Barsøe troede, det blev svært at finde nyt job som 62-årig. Men pædagogernes a-kasse, BUPL-A, har sammen med andre a-kasser i en forsøgsperiode overtaget ansvaret for de ledige fra jobcentrene. Det resulterede i, at Peter Barsøe straks fik nyt job.

Denne artikel er oprindeligt bragt på Fagbevægelsens Hovedorganisation.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Peter Barsøe fra Aarhus blev uddannet pædagog i 1983. I en årrække arbejdede han på fritidshjem, hvorefter han kortvarigt fik job på et børnehjem. For knap otte år siden begyndte han at arbejde i børnehave, og samtidig fik han høreapparat. Kombinationen af støj fra mange små børn og nedsat hørelse blev efterhånden for stor en udfordring, og Peter Barsøe sagde sit job op i oktober 2020. Det skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Han fik tre ugers karantæne, men allerede i karantæneperioden blev han inviteret til et velkomstmøde i sin a-kasse, BUPL-A.

LÆS OGSÅ: A-kasser klar til at bevise, at de er bedre end jobcentre

- Jeg blev hurtigt lidt stresset over alt det, man skal overholde og huske, når man lige er blevet arbejdsløs, og konsekvenserne, hvis man for eksempel overser en deadline. Men så fik jeg et digitalt velkomstmøde med en jobvejleder fra a-kassen, og hun hjalp mig, fortæller Peter Barsøe.

A-kassen så mig som et helt menneske

Jobvejlederen hjalp blandt andet med at afdække Peter Barsøes muligheder på arbejdsmarkedet, skrive et cv og Min Plan.

- Hun tog udgangspunkt i mine ressourcer, hvad jeg tidligere havde lavet, og hvorfor jeg havde sagt op. Hun så mig som et helt menneske, fortæller Peter Barsøe.

LÆS OGSÅ: Hver tredje kender en corona-arbejdsløs: Men dagpengesystemet er på 'katastrofekurs'

Selv om samtalen ved velkomstmødet var grundig, kom han alligevel bagefter i tanke om et spørgsmål, han skulle have stillet.

- Jeg frygtede, at jeg skulle hænge i en telefonkø i lang tid, men vejlederen tog straks telefonen, og jeg fik svar med det samme.

Var kun ledig i to uger

Da Peter Barsøe meldte sig ledig, havde BUPL-A netop fået en henvendelse fra en skole, der manglede en pædagog til et begivenhedsbestemt vikariat. Jobvejlederen formidlede straks kontakten, så Peter Barsøe kom til samtale på skolen.

- A-kassen har fingeren på pulsen i forhold til deres medlemmer og arbejdsmarkedet og er bedre til at matche arbejdsløse med ledige job, mener Peter Barsøe, som fik jobbet på skolen.

LÆS OGSÅ: Dagpengedækning skaber frygt: Rekordmange forsikrer sig mod ledighed

- Jeg endte med kun at være ledig i 14 dage og har nu været på Vorrevangskolen i tre måneder. Jeg har fået rigtig god respons fra nye kolleger. Forleden sagde min leder, at hun håbede, jeg kunne blive, så længe de har brug for mig. Hun er rigtig glad for BUPL-A’s evne til at skabe kontakt til ledige pædagoger, når skolen har vikariater.

Peter Barsøe kan gå på efterløn til sommer, men han har nu fået sådan et boost, at han har mod på endnu et vikariat, når hans nuværende vikariat ophører.

- Jeg vil helt sikkert henvende mig til a-kassens vikarformidling en anden gang, hvis jeg bliver ledig igen, siger han.

Om a-kasseforsøget

De ni a-kasser 3FA, HKA, Dansk Metal A-kasse, FOA A-kasse, FTF-A, BUPL-A, SL A-kasse, Min A-kasse og Magistrenes A-kasse har i en forsøgsperiode overtaget al kontakt og indsats overfor arbejdsløse i opsigelsesperioden og i de tre første måneders arbejdsløshed.

Forsøget, som løber fra 1. januar 2020 til 31. december 2023, er en del af arbejdet med at forenkle beskæftigelsesindsatsen.

Medlemmerne har ikke kontakt med jobcentret, så længe de er med forsøget. Hvis medlemmerne ikke kommer i job efter sammenlagt tre måneder, fortsætter jobcentrene med indsatsen i samarbejde med a-kasserne.

BUPL-A gennemfører sin del af forsøget i følgende syv kommuner: København, Frederiksberg, Slagelse, Fredericia, Kolding, Vejle og Aarhus.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation