250 ansatte hos Jensens Bøfhus må nu tage plads i køen af arbejdsløse. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jensens Bøfhus fyrer 250 ansatte

14. apr, 17:25
Vi forsøgte ad forhandlingens vej at få Jensens Bøfhus til at udskyde konflikten, siger Tina Møller Madsen, gruppeformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration, som ærgrer sig over de unødvendige fyringer.

Restaurantkæden Jensens Bøfhus fyrer nu 250 af sine 700 ansatte, oplyser kæden i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Mette F. udvider gradvis genåbning

Det sker ifølge direktør Anders Nikolaisen, efter at restaurantkæden har fået at vide, at de ikke opfylder kravene til at modtage lønkompensation fra regeringens særlige hjælpepakke. Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi pålægger det fulde ansvar for afskedigelserne på regeringen, og overvejer at rejse sag mod staten for forskelsbehandling og erstatning for vort og vore medarbejderes tab. Vi hæfter os ved, at statsministeren den 13. marts penslede ud, at aftalen vedrørende lønkompensation dækkede ALLE virksomheder, hvilket tilsyneladende er løgn, udtaler Anders Nikolaisen ifølge bt.dk i pressemeddelelsen.

- Skulle regeringen ville revidere sin beslutning, vil vi om muligt forsøge at trække fyringsvarslerne tilbage som er sendt til medarbejderne i dag, siger han.

Hummelgaard: Udskyd konflikter

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) bekræfter over for Fagbladet 3F, at Jensens Bøfhus ikke kan modtage lønkompensation, som tingene står lige nu.

Det skyldes, at Jensens Bøfhus lige op til coronakrisen valgte at gå i konflikt med fagforeningen 3F, da de ønskede at sænke deres ansattes løn med 20 kroner i timen og komme ud af overenskomsten.

- Det er rigtigt, at der ikke er mulighed for at bruge lønkompensationsordningen for de stillinger på virksomheden, som er omfattet af en konflikt – uanset om der er tale om en lockout eller en arbejdsnedlæggelse, siger Peter Hummelgaard til Fagbladet 3F og uddyber:

LÆS OGSÅ: Manden bag Fætter BR er død

- Samtidig vil jeg gerne opfordre både arbejdsgivere og lønmodtagere til, at konflikter på arbejdspladser udskydes til forholdene har normaliseret sig, da der med COVID-19 er nok uro på arbejdsmarkedet i øjeblikket.

3F: Vi tilbød en vej ud

Hos 3F ærgrer Tina Møller Madsen, der er gruppeformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration (PSHR) sig over, at 250 ansatte hos Jensens Bøfhus nu står uden job.

- Det er en rigtig trist situation, som vi vil meget gerne ville have løst. Men ledelsen i Jensen Bøfhus har desværre valgt, at de ville have konflikten kørende, selvom der var coronakrise, siger hun.

Tina Møller Madsen fortæller, at 3F faktisk tilbød Jensens Bøfhus en vej ud af problemerne, så de kunne få lov at modtage lønkompensation – og dermed beholde de ansatte indtil coronakrisen er ovre.

Men at tilbuddet blev afvist af ledelsen hos restaurantkæden, som i stedet valgte at sende alle 3F-medlemmer hjem i en såkaldt lockout.

- Vi har opfordret ledelsen i Jensens Bøfhus til at udskyde deres lockout i to måneder, så både virksomheden og medarbejderne kunne komme mere trygt gennem coronakrisen. Men ledelsen valgte at gå i konflikt mod medarbejderne ved at lockoute medarbejderne 23. marts. Det hele handler om, at de vil sætte tjenerne 20 kroner ned i timen, siger Tina Møller Madsen.

Det er ikke første gang, at Jensens Bøfhus har søgt om lønkompensation under coronakrisen, og fået et nej af regeringen. Det gjorde de også under lockouten før påske.

Stadig villig til at trykke på pause

Siden har 3F været tvunget til at varsle konflikt mod Jensens Bøfhus som resultat af lockouten.

- Ledelsens lockout medførte helt forventeligt, at virksomheden ikke kunne få lønkompensation i starten af coronakrisen. Det samme gælder jo desværre, når vi nu har været tvunget til at varsle konflikt – vel at mærke en konflikt, som vi prøvede at undgå, at virksomheden havnede i midt i coronakrisen, siger Tina Møller Madsen.

- Det er udelukkende ledelsens ansvar, at den faglige konflikt kører nu. Vi har tilbudt dem at sætte det hele på pause, for at virksomheden kunne komme bedst muligt gennem krisen. Jeg vil gerne – endnu en gang – opfordre til, at ledelsen for en stund bilægger stridsøksen og kommer tilbage til forhandlingsbordet. Vores telefon er altid åben, siger Tina Møller Madsen.

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra Jensens Bøfhus, men de ønsker ikke at stille op til interview.

LÆS OGSÅ: Politiet efterforsker mystisk dødsfald