Det er ikke i orden, at man forskelsbehandler folk, lyder kritikken fra 3F Kolding. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

3F i skarp kritik af stor dansk virksomhed: Medarbejdere forskelsbehandles

14. jul, 08:42
Det er ikke godt nok, at Danfoss forskelsbehandler deres medarbejdere i forbindelse med nedlukningen af deres fabrik i Kolding. Sådan lyder kritikken nu fra 3F.

Der er forskel på folk. Men det ikke i orden.

Sådan lyder det nu fra 3F Kolding i forbindelse med nedlukningen af Danfoss’ fabrik i Kolding, hvor de ansatte tilbydes en såkaldt fastholdelsesbonus, hvis de bliver indtil lukningen i 2022.

Mere specifikt tilbyder Danfoss deres nøglemedarbejdere en fastholdelsesbonus på seks måneder, mens andre medarbejdere må nøjes med én måneds bonus til gengæld for at hænge i til det sidste.

Det er forskelsbehandling, og det er ikke i orden, lyder det nu fra 3F Kolding. Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge 3F Kolding burde Danfoss lade anciennitet og kvalifikationer være de afgørende faktorer for bonussen i stedet for, som tilfældet er, at lade værkførerne på fabrikken udpege dem, de betragter som nøglemedarbejdere.

- Den ene medarbejder har udsigt til en måned og den anden seks måneder. Det giver en dårlig stemning. Særligt hvis medarbejderen, der har været der i 20-30 år, får en måneds fastholdelsesbonus, mens andre, der været der i et par år, får seks måneder, siger Peter Andersen, der er formand for den lokale 3F afdeling i Kolding, til JydskeVestkysten.

Derfor vil 3F Kolding nu stille krav til Danfoss om, at der skabes en mere ensartet model, hvor man ikke forskelsbehandler medarbejderne.

Ifølge Danfoss selv er ordningen med fastholdelsesbonussen indført for at opretholde produktionen længst muligt. De har dog ingen kommentarer til 3F Koldings kritik.

Danfoss’ fabrik i Kolding lukker som konsekvens af, at virksomheden bygger en ny fabrik i Polen. Det betyder, at cirka 335 stillinger forsvinder frem mod 2022.