3F's formand reagerer nu på dødstrusler malet på motorvejsbro. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Efter dødstrusler: Nu taler 3F-formand

1. okt 2019
Ukendte gerningsmænd har malet dødstrusler mod 3F's formand Per Christensen på en motorvejsbro ved København.

I går kunne bilister på motorvejen ved Avedøre læse en meget konkret trussel rettet mod 3F's formand Per Christensen. 

Teksten "3F PER CHR JEG DRÆBER DIG" stod malet henover en gangbro på motorvejen. Truslen er meldt til politiet og forbundsformand Per Christensen kalder hele situationen for "meget ubehagelig". 

- Først og fremmest er jeg vred og ked af, at mine kollegaer, der hver dag går på arbejde og gør et fremragende stykke arbejde, skal udsættes for trusler og had, siger Per Christensen i et skriftligt svar til A4 Nu. 

Truslen er den anden trussel på kort tid rettet mod fagforbundet - 21. september ringede en ukendt mand ind til 3F's callcenter og bekendtgjorde, at han "ville skyde alle". 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Begge trusler er meldt til politiet, oplyser 3F. 

 - Vi tager det alvorligt og rådfører os med politiet om, hvordan vi skal håndtere sagen. Vi har selvfølgelig også skærpet sikkerheden. Det er klart, at alle ansatte og tillidsfolk opfordres til at være særlig opmærksomme på mistænkelig adfærd, siger Per Christensen.