20130416-145242-9-1920x1280we__2_
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

3F:
Unge europæere vil til Danmark for at arbejde

19. jan. 2022 06.57
Unge i Italien, Spanien, Portugal og Rumænien vil gerne have job i Danmark, viser ny undersøgelse fra 3F.

Unge i Sydeuropa er klar til at pakke kufferten og rejse til Danmark og arbejde.

Det viser en ny undersøgelse fra 3F, skriver Politiken.

I undersøgelsen har fagforbundet spurgt 2000 unge mellem 20 og 40 år fra Italien, Spanien, Portugal og Rumænien, om de vil arbejde i Danmark. Det siger 70 procent ja til, når de samtidig bliver bekendt med løn og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked. Det placerer Danmark som nummer to på listen over foretrukne arbejdslande kun overgået af Tyskland.

LÆS OGSÅ: Analyse: Derfor er beløbsgrænsen blevet en brandvarm kartoffel

- Det viser, at der er et kæmpepotentiale i at række ud efter arbejdskraften i de her fire lande. Hvis bare 10 procent af de unge i de fire lande gjorde alvor af det, taler vi om mere end 1,5 millioner. Derfor burde arbejdsgiverne være langt bedre til at slå stillinger op her i stedet for kun at fokusere på at hente arbejdskraft fra lande, som ligger langt uden for EU, siger Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, til avisen.

Han henviser til, at arbejdsgiverne gerne vil have sænket den beløbsgrænse, der giver udlændinge fra lande uden for EU adgang til at arbejde i Danmark, hvis de tjener over 445.000 kroner om året.

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er man dog mere skeptisk over for, om de unge syd- og østeuropæere vil valfarte til det danske arbejdsmarked.

- Kampen om arbejdskraften i Europa er benhård. Og selv om rumænerne er de mest mobile i Europa, er det stadig kun 20 procent af dem, som vælger at bo og arbejde uden for Rumænien, så at tro, at 70 procent af spanske unge står klar til at komme til Danmark harmonerer ikke - hvorfor er de så ikke kommet for længst?, siger adm. direktør Jakob Holbraad til Politiken.

Han fastholder, at det bliver nødvendigt også at kigge til lande som Ukraine, Serbien og Indien for at løse udfordringerne med de manglende hænder på det danske arbejdsmarked.

LÆS OGSÅ: Ekspert: - Ændringer i beløbsordningen forslår som en skrædder i helvede