20180730-164229-4-1920x1399we
Det er et dansk firma, som har entreprisen, og dette har engageret et kroatisk firma, som så havde ansat de 18 albanere. (Arkivfoto) Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

18 mænd anholdt for ulovligt arbejde: 'En menneskelig tragedie'

25. nov 2020, 12:15
I samarbejde med Arbejdstilsynet foretog Nordsjællands Politi en aktion i Humlebæk.

18 albanske mænd er anbragt i arresthuse, efter at de blev anholdt af politiet på en byggeplads i Humlebæk tirsdag.

Det oplyser Nordsjællands Politi onsdag. Alle er sigtet for ulovligt arbejde i Danmark og er blevet præsenteret for bøder på 3000 kroner.

Aktionen foregik på Teglgårdsvej, hvor klyngehuse er under opførelse. Byggepladsen var noget atypisk, fortæller lederen af politikredsens udlændingekontrolsektion, Erik Pontoppidan. Den var meget lukket og forsynet med en del overvågning.

Enkelte forsøgte at løbe væk, da myndighederne ankom, oplyser han.

Det er et dansk firma, som har entreprisen, og dette har engageret et kroatisk firma, som så havde ansat de 18 albanere. Men det kroatiske firma er ifølge politiets foreløbige undersøgelser først blevet oprettet efter de 18 mænds ankomst til Danmark.

Ifølge politiet er reglerne om udstationering ikke blevet overholdt.

Albanerne har arbejdet på stedet siden foråret. Lønnen var 1500 euro per måned for 57 timers ugentligt arbejde. Mændene har haft logi på værelser med plads til to eller tre personer.

I en såkaldt resolution har Udlændingestyrelsen bestemt, at de 18 skal udvises, og retten skal nu afgøre, om og hvor længe de skal være frihedsberøvet, indtil udsendelse kan ske.

Mændene har ifølge politiet berettet, at de var ansat i et albansk firma.

- Det er lidt af en menneskelig tragedie. Det er trist, for de troede, at alt var i orden, siger Erik Pontoppidan fra Nordsjællands Politi.

Politiet undersøger nu, om der skal rejses sigtelse mod arbejdsgiveren.