Heunicke_Facebbok
Sundhedsminister Magnus Heunicke skriver på sin Facebook-side tirsdag, at han er fuld af kampgejst for at bekæmpe corona. I dag lanceres flere restriktioner i Hovedstaden. Foto: Privat

Pressesemøde tirsdag:
Nye smittetal 'Blandt de højeste'

1. dec. 2020 14.20
Andelen af coronaprøver, der viser et positivt svar, er den højeste i flere uger, viser tal fra SSI.

Tirsdag kl. 16 afholder sundhedsminister Magnus Heunicke (S) pressemøde, hvor han vil komme med skærpede restriktioner for København og omegn.

På pressemødet deltager følgende myndighedspersoner:

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S)
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S)
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm
Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri
Afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause
Borgmester i Københavns Kommune Lars Weiss (S)
Borgmester i Frederiksberg Kommune Simon Aggesen (K)

De kommende restriktioner meldes ud oven på endnu et døgn med høje smittetal i Danmark. I det seneste døgn er der registreret 1468 nye tilfælde af coronasmitte i Danmark, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Antallet af nye smittetilfælde er et af de højeste, som SSI nogensinde har registreret i sine daglige opdateringer, siden pandemien brød ud.

I den seneste opdatering oplyser SSI, at der er blevet foretaget yderligere 71.322 prøver for coronavirus.

Sammenholdt med antallet af nye smittetilfælde er det 2,06 procent af testene, der har vist sig positive. Det er den højeste positivprocent de seneste uger.

Antallet af patienter, der er indlagt med coronavirus, er tirsdag opgjort til 254. Det er fem færre end mandag.

Der er registreret yderligere ni dødsfald blandt coronasmittede.

/ritzau/