1129 nye smittetilfælde:
Antallet af indlagte stiger

30. nov. 2020 14.51
Andelen af personer, der testes positive for coronavirus, har ikke ligget højere siden 5. november.

Der er registreret 1129 nye tilfælde af coronasmitte i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) mandag i sin daglige opdatering.

Ifølge seruminstituttet er der blevet foretaget 59.994 prøver for coronavirus. I forhold til antallet af konstaterede smittetilfælde giver det en positivprocent på 1,88.

Det er den højeste positivprocent siden 5. november, hvor det ligeledes var 1,88 procent af de testede, der blev testet positive.

Med de seneste prøver er der nu blevet foretaget mere end 7,4 millioner prøver for coronavirus, siden de første tilfælde blev konstateret i slutningen af februar.

De mange prøver er foretaget hos mere end 3,4 millioner personer.

Mere end en test

Forskellen på antallet af prøver og antallet af personer hænger sammen med, at nogle har fået foretaget mere end en test.

Antallet af personer, der er indlagt med coronavirus, er senest opgjort til i alt 259 personer. Det er tre flere i forhold til søndagens opdatering, og der er tale om i alt 27 nyindlæggelser.

Ud af de i alt 259 indlagte personer er 44 indlagt på intensiv. Og af dem får 28 hjælp fra en respirator.

Ifølge den seneste opdatering er der konstateret yderligere otte dødsfald blandt coronasmittede. Siden midten af marts er der dermed i alt 837 personer, der er døde, mens de var smittet med virusset.