20201022-114501-5-1920x1280we
Center mod Menneskehandel har konkluderet, at i alt 102 personer har været ofre for menneskehandel til tvangsarbejde i perioden fra 2009 til og med 2019. (Arkivfoto) Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

102 ofre for menneskehandel til tvangsarbejde – 0 dømte bagmænd

16. feb. 2021 06.36
I en række europæiske lande bliver bagmænd dømt for menneskehandel til tvangsarbejde. Men ikke i Danmark. En ekspert kritiserer Danmarks indsats på området.

I januar blev en dansk skibsreder frifundet for menneskehandel til tvangsarbejde over for to afrikanske fiskere, som han i flere år groft udnyttede økonomisk.

Dermed er antallet af bagmænd dømt for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark fortsat nul – selvom Center mod Menneskehandel har konkluderet, at i alt 102 personer har været ofre for menneskehandel til tvangsarbejde i perioden fra 2009 til og med 2019.

Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Forbund: 'Hvorfor er fængselsbetjentens, sosu'ens og politimandens PTSD mindre særlig end soldatens?'

Ekspert i menneskehandel til tvangsarbejde, Anders Lisborg, mener, at myndighederne er ude af trit, når Center mod Menneskehandel konkluderer noget, og domstolene noget helt andet.

- Der vil nok altid være en forskel. For hos Center mod Menneskehandel kommer tvivlen offeret til gode, mens tvivlen i retssystemet kommer den anklagede til gode. Men forskellen fra nul dømte bagmænd til mere end 100 ofre er ret ekstremt og en klar illustration af, at der er et problem, siger Anders Lisborg, der driver rådgivningsfirmaet Migration Management Advice og tidligere har arbejdet for blandt andet Center mod Menneskehandel, FN og Rigspolitiets indsatsgruppe mod menneskehandel.

Skibsrederen fra Thyborøn betalte gennem mere end tre år mindre end 9.000 kroner om måneden i løn til hver af de to ghanesiske fiskere – for 11 timers arbejde hver af ugens seks første dage.

Ifølge politiets anklageskrift i sagen har skibsre­deren beriget sig for mindst 2,9 millioner kroner på bekostning af afrikanerne ved at spare udgifter til løn og feriepenge.

Retten i Holstebro skriver i dommen, at de som mi­nimum burde have fået løn som ufaglær­te i industrien – eller cirka tre gange så meget som det, de fik.

Sagen fra Thyborøn er den tredje straffesag om menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark. I alle tre retssager er de tiltalte blevet frifundet for denne hovedanklage. De andre sager handler om økonomisk udnyttelse af rumænske rengøringsmedarbejdere, som samtidig blev ind­logeret i chefernes kælder eller garage.

Danmarks få sager om menneskehandel til tvangsarbejde og ingen dømte bagmænd har vakt opsigt på den anden side af Atlanterhavet. I sommeren 2020 udgav det amerikanske udenrigsministerium sin årlige såkaldte TIP-rapport, som bedømmer alle verdens landes indsats mod menneskehandel. Danmarks indsats bliver bedømt lavere end lande, som vi normalt bliver sammenlignet med – for eksempel Sverige, Norge og Finland. For andet år i træk.

- Der er ingen tvivl om, at det er uheldigt at få kritik. Danmarks indsats over for menneskehandel er på niveau med Nepal, Madagaskar og Liberia. Det er jo lande, som er på niveau med dem, vi normalt giver ulandsbistand til, siger Anders Lisborg og erklærer sig delvis enig i kritikken.

Det har ikke været muligt at få et interview med en talsmand hos Rigspolitiet. Men i et mailsvar til Fagbladet 3F skriver Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), at der ikke er tale om mangel på efterforskning og sagsførelse.

- Nationalt Efterforskningscenter, NEC, forestår undervisning i menneskehandel af alle politielever på politiskolen. Derudover har NEC en dialog med kredsene omkring menneskehandel og assisterer ved internationale forespørgsler eller andre efterforskningsmæssige skridt. Dog sker efterforskningerne ud fra de processer og indgreb, som vurderes for nødvendige i forhold til at kunne løfte bevisbyrden over for de mistænkte bagmænd, skriver NEC i mailen.

Hos Center mod Menneskehandel understreger leder Trine Ingemansen, at centret gør det, man er sat i verden for.

- Vi er sat i verden til at bistå ofrene og vurderer sagerne ud fra et andet retsgrundlag, end man gør i retsvæsenet, der vurderer ud fra straffeloven. Den store forskel er, at vi lader tvivlen komme ofret til gode, som vi er internationalt forpligtet til, fordi vi arbejder ud fra definitionerne i FN’s Palermoprotokol mod menneskehandel. Vi vurderer primært ud fra samtaler med ofret og vores samlede kendskab til sagen. Vi har ikke bevisførelse, og vi efterforsker ikke, siger hun.