Hos den danske it-virksomhed IIH Nordic har de ansatte en fire dages arbejdsuge. Det er der også råd til på resten af arbejdsmarkedet, vurderer Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Professor:

Der er råd til en kortere arbejdsuge - hvorfor diskuterer vi det ikke?

9. okt, 2:00
Danskerne ønsker at arbejde mindre, ikke mere. Så hvorfor ikke diskutere muligheden for en kortere arbejdsuge, når nu samfundsøkonomien gør det muligt?

Der er ikke grænser for, hvad et øget arbejdsudbud kan skabe af indtægter i fremtiden.

Eller måske rettere i økonomernes regne- og drømmemodeller.

Står det til disse økonomer, så må de unge mennesker, der i dag træder ind på arbejdsmarkedet, være indstillet på at stå til rådighed frem til de fylder 76 år! 

Men hvorfor skal pensionsalderen hæves så voldsomt, når de selv samme økonomer uden at ryste på hånden regner sig frem til, at bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger opgjort i faste priser – altså de producerede mængder i samfundet – vil være mere end fordoblet, når disse hårdt arbejdende personer når pensionsalderen?

LÆS OGSÅ: Regeringens finanslov: Hør håndværkerens, sygeplejerskens og akademikerens dom
 
Hvis det også blev taget med i beregningen, hvor meget denne voldsomme stigning i BNP vil slide på mennesker og natur, er det vel ikke helt urimeligt at stille det spørgsmål, om det virkeligt afspejler befolkningens ønsker?

Ikke mindst når det tages med i vurderingen, at et flertal af befolkningen som helhed ønsker sig en kortere arbejdsuge og bestemt ikke et længere arbejdsliv – naturligvis med betydelige variationer.

De raske og rørige, ofte med længere uddannelser, er ikke uvillige til at forlænge deres arbejdsliv – og det skal de da bestemt også gives mulighed for.

Men skulle vi ikke lige stille skarpt på Finansministeriets regnestykke og stille det sagtmodige spørgsmål: Hvorfor skal BNP fordobles?

Få de bedste historier fra A4 Arbejdsliv i din indbakke

Har befolkningen ytret ønske om så meget mere privat forbrug, og hvad er det gennemsnitsdanskeren går og mangler i sin hverdag af materielle goder?

Var det så ikke en bedre idé at lade en betydelig del at tilvæksten bestå i øgede velfærdsydelser?

Her halter sundheds- og plejesektoren - ligesom normeringerne i daginstitutionerne - efter befolkningens ønsker.

Det vil der jo være så rigeligt råd til, hvis stigningen i BNP i højere grad blev rettet mod forbedringer i den offentlige sektors produktion af velfærdsydelser.

LÆS OGSÅ: Danskernes løn kan komme i klemme: Økonomiske problemer i Tyskland og Sverige 

Men denne stigning kan umuligt udgøre de 2.000 milliarder kroner, som BNP antages at ville vokse i Finansministeriets regnemodel. 

Der ville også blive råd til et fossiltfrit Danmark frem mod 2050.

Ifølge det selv samme finansministerium vil det koste cirka en til to procent af BNP - altså 20 til 40 milliarder kr. - så det skulle der vel også så rigeligt blive råd til. 

Hermed er vi nået det vigtige spørgsmål, hvor meget danskerne egentlig ønsker, at deres private forbrug skal stige i fremtiden?

Det er i hvert fald ikke en økonomisk nødvendighed at omdanne det danske samfund til noget, der i stigende grad minder om en regulær arbejdslejr, som de hidtidige arbejdsmarkedsreformer har lagt op til
Jesper Jespersen, professor, Roskilde Universitet

Hvorfor ikke konvertere noget af den mulige stigning i forbruget med øget fritid i form af nedsat arbejdstid?

Det er i hvert fald ikke en økonomisk nødvendighed at omdanne det danske samfund til noget, der i stigende grad minder om en regulær arbejdslejr, som de hidtidige arbejdsmarkedsreformer har lagt op til.

En arbejdslejr, hvor formålet med beskæftigelsen primært er at forøge et privat forbrug, som få har ytret et ønske om – og slet ikke de personer, der nu skal tilbringe flere og flere år på arbejdsmarkedet.

Det lyder næsten Erasmus Montanus-agtigt: at det øgede forbrug er blevet gjort til en nødvendighed, for at kunne holde befolkningen beskæftiget i flere år.

Forudsætningen for den voldsomme stigning i BNP er dog kun i beskedent omfang det stigende arbejdsudbud.

Baggrundstæppet for beregningen er produktiviteten, der antages at stige med små to procent om året.

Populært sagt er det ’robotterne’, som skaber de øgede produktionsmuligheder, som det har været igennem de seneste 100 år, hvor BNP er blevet fordoblet adskillige gange, samtidig med at arbejdstiden er sat ned, og ferien forlænget. 

Den anden procent kunne i stedet for et øget BNP konverteres til nedsat arbejdstid – i så fald uden at mindske reallønnen. Som det er sket så mange gange før – senest i begyndelsen af 1990'erne.
Jesper Jespersen, professor, Roskilde Universitet

Hvis produktiviteten virkelig – som Finansministeriet forudsætter - fortsætter med at stige med to procent, kan den ene procent gå til en større, men mere nyttig og bæredygtig produktion (politisk defineret).

Den anden procent kunne i stedet for et øget BNP konverteres til nedsat arbejdstid – i så fald uden at mindske reallønnen! Som det er sket så mange gange før – senest i begyndelsen af 1990'erne.

Tillad mig derfor at slutte dette indlæg med en opfordring til den nye regering om at indlede en samtale med arbejdsmarkedets parter om fremtidens pensionsalder og ugentlige arbejdstid.

En samtale der bør foregå på et realistisk grundlag uafhængigt af finansministeriets regne- og drømmemodeller.

Tegn et gratis og uforpligtende prøveabonnement til A4 Arbejdsliv